Aktieoptioner skal være en saga blot for bankdirektører og bestyrelsesmedlemmer eller chefer for finansvirksomheder. Desuden må de højst få 30 procent af deres løn i bonus.
Det siger Dansk Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen Dahl. Dermed er han på kollisionskurs med økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K). Hun afviser blankt at forbyde aktieoptioner og hæver bonusloftet til halvdelen af lønnen.
Kristian Thulesen Dahl afviser bankernes advarsler om, at de mister deres bedste ansatte til udenlandske pengeinstitutter med strammere regler.
- Der er skrevet bøger i Island om, at bankdirektørerne ville flygte til udlandet, hvis de ikke fik store optionsprogrammer. Mange på Island ville ønske, at bankdirektørerne havde gjort det frem for at bringe det islandske samfund ud i et morads, siger han.
I pengeinstitutters årsregnskab skal kunder og investorer kunne læse, hvad bankdirektøren tjener. Det er sværere at gennemskue, hvis cheferne aflønnes med aktieoptioner, mener Kristian Thulesen Dahl.
Han lægger loftet over bankdirektørers bonus ved 30 procent af lønnen.
- Det ville være et godt bud, at vi skærper det i forhold til ministerens udspil, så direktørens almindelige grundlæggende løn er det bærende i forhold til de beslutninger, de træffer, siger DF’s finansordfører.
/ritzau/
Kommentarer
30 procent!? o.o
Det er jo utroligt, ikke at forslaget ikke er fornuftigt nok et langt stykke henad vejen, men 30 procent er rigtig meget.
Hvis det stod til mig, ville jeg mene at 10% var alt rigeligt og det skulle kun kunne opnås hvis de havde fuld gennemsigtig på ikke personfølsomme oplysninger!
Det er jo en principiel sag om folketingets politikere skal blande sig i privatansattes lønforhold.
Skal de også lovgive om hvor meget en hundelufter må få i timen?
De kunne i stedet for kræve at bankens solvensgrad var højere og at der blev ført bedre kontrol med udlån til kreditsvage.
Med venlig hilsen Lennart
Aktieoptioner hos ansatte, der har væsentlig indflydelse på værdisættelsen af virksomheden, er en uskik.
Det er logisk, at virksomhedernes ejere gerne vil have pumpet (aktie)værdien af selskabet højt op, og derfor vil måle og præmiere virksomhedens ledelse iflg. samme målestok, som deres egen forøgelse af velstand måles.
Nok er profit en effektiv målestok, og ultimativt den vigtigste, men virksomheden burde have mange andre. Markedsandele, et godt renomé, medarbejdertilfredshed, salgbarhed, produktportefølje, gode leverandører, o.m.a.
Ved alene at fokusere på profit, beder man næsten om, at ledelsen ser bort fra alle andre forhold, og der udvikler sig nemt en holdning, hvor uansvarlighed, ligegyldighed, kortsigtethed og måske også regnskabsmæssige fiflerier, bliver konsekvensen.
Hvis pengeinstitutters ledelse skal tilbydes bonusordninger, så lad dem dog blive præmieret for noget andet end overskud og aktieværdi. Mål dem dog på noget andet, eller giv dem i stedet en løn de kan leve af, uden incitamenter.
Aktieoptioner handler vel ofte om, at forsøge at forhindre, at nøglemedarbejdere lader sig lokke til at forlade butikken, til fordel for ansættelse hos konkurrenter? Jamen, giv dog folk et par måneders løn til gengæld for at de accepterer en konkurrenceklausul, der forhindrer dem i at arbejde for konkurrenter, med mindre det sker med ledelsens forståelse og accept.
@ Heinrich R. Jørgensen
Du illustrerer her den klassiske divergens mellem shareholder value og stakeholder value.
Det er i sidste ende ejerne der afgør hvordan de aflønner deres ansatte. Om det sker i form af optioner eller præstationsløn er for så vidt lige meget, det handler om at ansætte personer med integritet.
At politikere vil blande sig i private lønforhold er ikke brugbart, og vil bare tvinge bankerne ud i mere lyssky aftaler for aflønning.
Med venlig hilsen Lennart
Lennart Kampmann:
“At politikere vil blande sig i private lønforhold er ikke brugbart, og vil bare tvinge bankerne ud i mere lyssky aftaler for aflønning.”
Det har du ret i.
Min pointe er heller ikke, at staten skal blande sig, men snarere at det er lidt betændt, når virksomhedsejerne belønner personalet ifht. overskud eller aktiekurs.
Virksomhedsejerne ønsker selvfølgelig at kunne afhænde deres aktier til så høj en pris som muligt, på sigt, men det er ikke nødvendigvis en god strategi at fokusere alene på overskud på kort sigt. Der er jo mange andre forhold, der skal plejes, hvis virksomhedens værdi skal vedblive med at stige, og ikke mindst, skal være salgbar.
@ Heinrich R. Jørgensen
Det er moralen blandt de ansatte der er så vigtig for at virksomheden opfører sig ordentligt.
Ansætter man en grådig chef, fordi man kun er interesseret i et højt afkast, ja så bliver det på den uskønne måde.
Som lovgivningen er i dag, kan man ikke klandre en direktør for at søge at optimere indtjeningen til ejerne. Men paradoksalt nok er en stor del af vores store virksomheder i Danmark beskyttet på den måde forstået at aktierne er ejet af fonde, der ikke bare sælger ud. Dermed er princippet om gevinstmaksimering sat lidt i bero.
Med venlig hilsen Lennart
Lennart,
enig i dine kommentarer (igen).
Selv om det er fonde der ejer virksomheder, er målet på sigt selvfølgelig, at det skal afhændes på sigt. De eneste formål med at eje virksomheder, er jo at man kan sælge det på et tidspunkt, og i mellemtiden kan sole sig over ejerskabet undervejs.
Tidshorisonten for et salg er måske mange årtier, men på et tidspunkt, sker det jo.
Det er måske mere skattetænkningen, bag aktieoptioner, der er problemet.
Læg mærke til at forslaget alene taler om banker og finansvirksomheder. De adskiller sig fra resten af erhverslivet ved, at samfundet ikke kan tåle, at de går ned. Det er derfor, vi har hældt kæmpebeløb i f.eks Danske Bank, selvom aktionærerne havde fortjent at miste deres investering. Sådan foregår det nemlig i resten af erhverslivet.
Jeg mener derfor, at staten har ret til at blande sig i hvad som helst, bankerne foretager sig, hvis det kan mindske samfundets risiko for igen at bruge penge på at redde dem.
Det er i øvrigt ikke noget nyt, at vi skal til at lave særregler for banker, da der f.eks er forbud mod at bankens kunder sidder med i bestyrelsen. Det har nemlig tidligere været et problem, og derfor blev reglen indført.
Det er sjældent, at undertegnede roser medlemmer af Dansk Folkeparti, men i dette tilfælde synes jeg, at Kristian Thulesen Dahl ubetinget fortjener ros.