Skip to Content
Mandag 13. februar 2012

Auschwitz-Birkenau

65-året for Auschwitz's befrielse mindes

Publiceret: 15:42, 27. januar 2010
Overlevende deltager i ceremoni til minde om befrielsen af den nazistiske dødslejr Auschwitz-Birkenau i Polen for 65 år siden.

Sirenerne hylede ved den tidligere nazistiske koncentrationslejr Auschwitz-Birkenau i Polen onsdag, da ceremonien på 65-års-dagen for dødslejrens befrielse blev mindet.

Overlevende fra Auschwitz, veteraner fra det tidligere Sovjetunionen og ledere som Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, samledes for at deltage i den følelsesladede ceremoni.

I alt 1,1 millioner mennesker gik til grunde i Auschwitz-Birkenau, heriblandt en million jøder fra det tyskbesatte Europa. De fleste blev slået ihjel i lejrens gaskamre, mens andre blev skudt, hængt, sultet ihjel eller døde efter at have arbejdet som slaver eller efter at være blevet udsat for forskellige pseudomedicinske eksperimenter.

Den tidligere dødslejr er blevet en varig påmindelse om nazisternes folkedrab under Den Anden Verdenskrig, der kostede seks millioner europæiske jøder livet.

I 2005 erklærede FN den 27. januar for Den Internationale Holocaust Mindedag.

/ritzau/AFP

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

”Udenfor høres mandfolkestemmer. Mon det er soldater fra den ”røde hær”? Mon man tør håbe det! Jeg vil ud! Ud til dem! Men hvordan skal jeg kunne rejse mig på?
”Skal vi hjælpe dig, lille søster” Man løfter mig op – forsøger at få mig til at støtte på benene – men jeg kan ikke bevæge mig – mine ben ryster under mig. En mængde russere kommer løbende ind i skuret. De skynder sig hen til os – ledende efter de levende og hjælper dem på benene. Og stående over for dem, som ikke mere har hjælp behov, tager de stille huerne af. To russiske soldater fletter hænderne og laver en ”guldstol” – de sætter mig i den for at bære mig ud. Nede fra byen kommer sygevognene kørende hen til skuret – og russiske soldater springer af. En kommer med reb, en anden med brød, medens en tredje ofrer sine handsker. Og jeg bliver så bevæget ved deres godhed, at jeg giver mig til at græde. Soldaterne trøster og beroliger – og en af dem trækker et snavset lommetørklæde frem og tørrer tårerne bort – som på et lille barn. ”Græd ikke mere, lille søster, vi vil ikke gøre dig noget ondt!”
Sådan oplevede den jødiske pige, Masja Rolnikaite befrielsen af KZ lejeren Stutthof ved Danzig. I Stutthof sad også hovedparten af de danske kommunister – dem vil jeg også mindes i dag, ved at genlæse: Martin Nielsen: ”Raport fra Stutthof.