Undervisningsminister Bertel Haarder (V) bakker op om, at elevers resultater i de nationale test i folkeskolen skal offentliggøres.
Det er ellers kun 14 dage siden, at Bertel Haarder på et samråd i Folketinget slog fast, at en skolelærer skal kunne evaluere sine elever i tillid til, at resultaterne ikke gives videre.
Men efter statsminister Lars Løkke Rasmussen onsdag foreslår at offentliggøre resultaterne, vender Bertel Haarder. Han mener nu også, det er en god idé, at alle kan sammenligne elevers testresultater på folkeskoler.
Haarder mener, at der stor forskel på deltage som minister i et samråd og være med i det 360 graders eftersyn af folkeskolen, som statsministeren står for i denne uge.
- Når en minister bliver spurgt til et forligsområde, redegør jeg for det forlig, der er indgået. Nu gennemfører vi så et 360 graders eftersyn, hvor vi er åbne for alle ændringer. Hvis vi kun skal holde os til det aftalte, giver det ingen mening af debattere. Vi vil stå helt fri i den debat, siger Haarder.
Undervisningsministeren ser flere fordele ved at offentliggøre testresultater.
- Statsministeren foreslår at begrænse detailstyring og gå over til resultatstyring. Det kræver, der er offentlig kendskab til testresultater, siger Bertel Haarder og nævner to andre ting, der efter hans mening taler for at offentlighed.
- I Norge har det været samme diskussion. Her stoppede den ny centrumvenstre regering en offentliggørelse af testresultater, men genindførte det igen efter et år.
- Og i alle andre sammenhæng er det offentlighed. I EU, i forvaltningen, i ministres kalendere. Så er det nærliggende, der også er offentlighed i test, siger Bertel Haarder, der medgiver, at en offentliggørelse her og nu vil kræve en lovændring
/ritzau/
Kommentarer