Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Socialdemokrater vil sparke job i gang

Publiceret: 09:28, 29. januar 2010
Socialdemokraterne vil stoppe det værste jobtab i 40 år med vækstpakke, voksenlærlinge og en statslig erhvervsbank, siger politisk ordfører Henrik Sass Larsen

Danmark behøver en vækstpakke, flere voksenlærlinge samt en statslig erhvervsbank for at sparke gang i beskæftigelsen.

Det siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen. Han peger på, at finanskrisen er den værste i 40 år. I 2009 forsvandt 133.000 danske job, og i år er 45.000 flere job på vej væk, viser Danske Banks beregninger for dagbladet Børsen.

I november 2009 gik 31.400 danskere langtidsledige - antallet er fordoblet på et år. Langtidsledigheden kan stige til 60.000 personer til nytår, vurderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Derfor skal der gøres andet end regeringens “dundrende fiasko” ved at stimulere privatforbruget med SP-midler samt skattelettelser, mener Henrik Sass Larsen.

- Vi må køre en ekspansiv økonomisk politik, indtil konjunkturerne vender, siger Henrik Sass Larsen.

Socialdemokraterne vil over to år bruge 31 milliarder kroner på at renovere skoler, institutioner, veje og ældreboliger. Desuden vil partiet skyde 50 milliarder kroner i en statslig erhvervsbank for at skaffe kapital til sunde projekter, forklarer han.

Henrik Sass Larsen afviser, at banken får nødlidende projekter, som andre pengeinstitutter ikke vil finansiere.

- Det skal være en sund bank med rentable projekter, som kan give et ordentligt afkast, siger han.

Langtidsledigheden skal forebygges ved at efteruddanne ledige som lærere, sygeplejersker, tømrere og elektrikere. De kan uddanne sig i to-tre år på dagpenge som voksenlærlinge, siger Henrik Sass Larsen.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Hvad giver 31 mia ?

- Hvis det giver 10.000 jobs, så er det 3,1 mio pr job ?

-og varer et job 1/2 , 1 år eller 2 år eller hvorlænge ?

Var det ikke bedre at give 100.000 kr skattefrit til hver arbejdsløs som følge af finanskrisen - så ville mange flere få hjælp til en meget lavere udgift ?

Sådan sagt delvist i spøg - men S’s forslag hører 100% hjemme på siden for tegneserier og vittigheder.