Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Løkke blander sig udenom TV2-reporters job

Publiceret: 18:26, 29. januar 2010
Statsministeren vil ikke forholde sig til TV2-journalisten Kaare R. Schous job. Venstres politiske ordfører undrer sig ellers over, at han kan være ansat.

Mens Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, undrer sig over, at TV2 kan have journalisten Kaare R. Skou ansat, afviser statsminister Lars Løkke Rasmussen, at det er noget, politikere skal blande sig i.

- Jeg ved ikke, hvad Peter Christensen har sagt. Men jeg ved, at regeringen ikke kunne drømme om at blande sig i, hvad der foregår rundt omkring i de danske medier, siger statsministeren til TV2 News.

Han henviser til, at det er mediernes chefredaktører, som hyrer og afskediger journalister.

Peter Christensen er kommet under skarp beskydning, fordi han i Berlingske Tidende kritiserer, når TV2’s erfarne Christiansborg-journalist hævder, at Forsvarsministeriet selv lækkede oplysninger om en hemmelig dansk Irak-mission.

- Jeg forstår slet ikke, hvis TV2 kan have sådan en mand ansat, siger han.

Formanden for Dansk Journalistforbund langer hårdt ud efter Peter Christensen.

- Politikerne skal overhovedet ikke blande sig i, hvordan medierne arbejder, og de skal slet ikke blande sig i personaleforhold, siger journalistformand Mogens Blicher Bjerregård.

Hvis politikerne blander sig i pressens forhold, udviskes grænsen, så politikerne begynder at styre medierne, advarer han.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, bakker op om journalistformanden.

- Når man kræver navngive journalister fyret, har man åbnet et helt nyt kapitel, hvor politikere blander sig i pressens gøremål. Det er helt uhørt, siger Henrik Sass Larsen.

TV2’s nyhedschef, Michael Dyrby, afviser også, at Peter Christensen eller andre fra Folketinget kan blande sig i TV-stationens ansættelser.

- Jeg vil ikke kommentere på den sag. Men det er klart, at vores ansættelser er ikke afhængige af, hvad et regeringsparti eller et hvilket som helst andet parti siger, siger han.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her
Helge Berg siger:

’- Jeg ved ikke, hvad Peter Christensen har sagt. Men jeg ved, at regeringen ikke kunne drømme om at blande sig i, hvad der foregår rundt omkring i de danske medier, siger statsministeren til TV2 News.’
–––––––—
haHahAhAHaha, nej det kunne ‘i’ nemlig aldrig finde på vel ?

.” Men jeg ved, at regeringen ikke kunne drømme om at blande sig i, hvad der foregår rundt omkring i de danske medier, siger statsministeren til TV2 News.”

Utroligt at statsministeren har kunnet få denne sætning over sine læber uden at begynde at fnise højlydt og hysterisk. Det viser om noget, at han er en stor statsmand.

Jeg kan ikke forstå at det her overhovedet skal være en nyhed.

Politikere har intet at gøre med hvem der er ansat af hvem i det private erhvervsliv. Bare ideen om at de skulle have love til at forsøge at blande sig i det er noget af et skråplan at komme ud på.

Heinrich R. Jørgensen Abonnent siger:

Lars Løkke Rasmussen:
“Jeg ved ikke, hvad Peter Christensen har sagt. Men jeg ved, at regeringen ikke kunne drømme om at blande sig i, hvad der foregår rundt omkring i de danske medier”

Det er så fantastisk et citat, at det fortjener gentagelse. To sætninger, der begge er eklatante løgne. Selvfølgelig ved LLR hvad Venstres talsmand har udtalt. Selvfølgelig ved LLR, at det i årevis har været Venstres og regeringens strategi at intimidere, enhver der er det mindste på tværs. Selvfølgelig blander LLR og regeringen sig i hvad medierne skal bringe - kampagnen til fordel for et “ja” til Tronfølgeloven rinder vel endnu de fleste i hu?

LLR på være ekstremt presset, når han ikke har overskud til at lyve mere overbevisende. Det er simpelthen for ynkeligt…

Vi har en regering, der i et omfang som aldrig set før, repræsenterer løgn og bedrag i renkultur.