Skip to Content
Søndag 27. maj 2012

Berlin

Fortrolige bankdata fra Schweiz til salg.

Publiceret: 15:15, 30. januar 2010
En hemmelig kilde tilbyder at sælge oplysninger om tyskeres indeståender i schweiziske banker til Tysklands regering.

Hvis den tyske regering punger ud med 2,5 millioner euro, godt 18,5 millioner kroner, kan den få oplysninger om omkring 1500 mulige skattesnydere med bankkonti i Schweiz, skriver avisen Frankfurter Allgemeine.

Avisen skriver, at en hemmelig kilde har tilbudt regeringen informationerne, der ifølge avisens oplysninger kan føre til, at den tyske statskasse får tilført yderligere 100 millioner euro.

Videre skriver Frankfurter Allgemeine, at Tysklands finansminister, Wolfgang Schäuble, tygger på sagen. En talsmand for hans ministerium vil ikke kommentere avisens oplysninger.

Schäubles forgænger, Peer Steinbrück, var jævnligt i strid med Tysklands tre nabolande Schweiz, Luxembourg og Liechtenstein på grund af bankhemmeligheder. Steinbrück beskyldte dem for at fungere som skattely for tyskere, der ville slippe for at betale skat.

/ritzau/Reuters

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her