Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Washington

USA afviser snak om fangeudveksling

Publiceret: 03:04, 3. februar 2010
Ifølge Iran er landet i færd med at diskutere fangeudvekslinger med USA. Men USA afviser, at de to lande har talt om emnet.

Amerikanske og iranske fanger, som sidder fængslet i hvert sit land, kan ifølge den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad snart være på vej hjem.

Ahmadinejad sagde tirsdag på iransk tv, at USA og Iran taler sammen om at udveksle fanger.

Men ifølge en talsmand fra Det Hvide Hus har der ikke været nogen samtaler om fangeudvekslinger mellem de to lande.

- Vi er ikke gået ind i nogen snak med Iran om en udveksling, lyder det fra Mike Hammer fra det amerikanske nationale sikkerhedsråd.

Flere amerikanere sidder i øjeblikket fængslet i Iran. Blandt andet tre amerikanske rygsækrejsende, som i sommer blev anholdt efter at have vandret fra Irak ind i Iran. Ifølge de iranske myndigheder er 11 iranske borgere tilbageholdt i USA.

Mike Hammer fra Det Hvide Hus håber, at Ahmadinejads udtalelser skal forstås som en håndsrækning til kommende samtaler om fangeudvekslinger.

- Vi har gjort det klart, at vi er interesserede i alle tiltag, som kan løse vores sager med savnede eller tilbageholdte amerikanere, siger Mike Hammer og fortsætter:

- Hvis Ahmadinejads udtalelser antyder, at de er parate til at løse disse sager, så hilser vi det velkommen.

/ritzau/AFP

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her