Skip to Content
Søndag 12. februar 2012

København

Ansættelser hos Frank Jensen under lup

Publiceret: 16:59, 3. februar 2010
Ombudsmanden går ind sag om ansættelser i overborgmester Frank Jensens sekretariat, efter at ombudsmanden har modtaget en redegørelse fra Københavns Kommune.

Folketingets ombudsmand indleder en undersøgelse af, om Københavns nye overborgmester Frank Jensen (S) og Københavns Kommunen overholdt reglerne, da der blev ansat nye folk til Overborgmesterens Sekretariat efter nytår. Det oplyser ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen i et brev til Københavns Kommune.

Kommunen har lavet en redegørelse om ansættelsesforløbet til ombudsmanden, og den får Hans Gammeltoft-Hansen til at tage sagen op.

Da Frank Jensen efter sin tiltræden skulle besætte stillinger i sit sekretariat, gik to af stillingerne til folk, der var med til at føre valgkamp for socialdemokraten. Kommunen har erkendt, at den brød regler for jobopslag, da stillingerne ikke blev slået op på jobnet.dk, som reglerne ellers kræver.

Folketingets ombudsmand afkræver nu kommunen svar på en række andre spørgsmål i forbindelse med ansættelserne. Ifølge en redegørelse fra kommunen var fire stillinger slået op i seks eller syv dage. Men kommunale tjenestemandsstillinger skal have en frist på mindst 14 dage. Ombudsmanden ønsker svar på, hvorfor stillingerne ikke var slået op i mindst 14 dage.

Ombudsmanden undrer sig også over, at der kun var fire ansøgere til samtale på de fire stillinger. Det skal kommunen nu svare på.

Ombudsmanden ønsker også fuld klarhed over Frank Jensens rolle i sagen - om han blev orienteret om og eventuelt godkendte ansættelserne.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her