Skip to Content
Søndag 27. maj 2012

Bruxelles

Island snakker penge og optag i EU-land

Publiceret: 17:47, 4. februar 2010
Optagelse i EU og et beløb på 28 milliarder kroner var indholdet ved en uformel snak i Bruxelles mellem EU-Kommissionens formand og Islands statsminister.

Islands statsminister, Johanna Sigurdardottir, og EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, mødtes torsdag til en lille snak om penge.

- Det var et uformelt møde, hvor de diskuterede mulighederne for Islands optagelse i EU, siger Barrosos talskvinde, Pia Ahrenkilde Hansen.

- Statsministeren briefede selvfølgelig også Barosso om situationen med Icesave, siger hun.

Da den islandske netbank Icesave knækkede nakken under finanskrisen, lånte Holland og Storbritannien, hvad der svarer til 28 milliarder danske kroner til islændingene.

Milliarderne skulle kompensere hollandske og britiske bankkunder, der havde penge i klemme i Icesave.

Men hjemme i Island kniber det med at få gennemført en lov, der skal sikre, at pengene bliver betalt tilbage. Mange islændinge vil ikke betale for nogle få personers bristede finanseventyr, og præsidenten har nægtet at underskrive loven.

Derfor skal loven nu til folkeafstemning, og dér følger EU nøje med.

- Det er primært et spørgsmål mellem de to lande og Island, men eftersom de begge er EU-medlemslande, så er vi jo berørt og følger det tæt, siger Pia Ahrenkilde Hansen.

Den islandske statsminister er glad for at få mulighed for at vende situationen med EU-toppen.

- Det er ekstremt vigtigt at forklare nøglespillerne i EU om den situation, islændingene befinder sig i, og at udforske alle mulige løsningsmodeller, og selvfølgelig blev alle muligheder bragt på bane, siger Johanna Sigurdardottir.

Hverken EU-Kommissionen eller den islandske statsminister uddyber dog, hvad næste skridt er i forhold til forhandlingerne om optagelse i EU.

Islændingene stemmer om tilbagebetalingen af milliardgælden den 6. marts.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Det er en god idé at simplificere komplicerede ting, men det her er groft oversimplificeret.
Desuden fremmer det en misforståelse. Storbritannien og Holland betalte ikke penge til Island. De betalte penge til kunderne i Storbritannien og Holland. Disse kunder burte dog aldrig have fået alle sine penge tilbage. Icesave kontoerne var en risikoinvestering, med superhøje renter derefter. Almindelige islendinge havde normalvis sine penge på en almindelig bankkonto uden risiko, med en lav rente. Nu skal det islandske folk så betale de her urimelig mange penge (over 50% af BNP) tilbage?
Island har et ansvar, da denne elendige bank var under det ikke fungerende islandske eftersyn. Men det var velkendt at disse kontoer var en risikoinvestering. Island har ikke hele ansvaret!
En helt anden ting er at Island slet ikke er i stand til at betale så mange penge tilbage på overskuelig tid. Som situationen er nu, tjener en typisk ingeniør og andre højtuddannede en del mindre end en ufaglært i Danmark. Aligevel har er der en arbejdsløshed på over 8%!