Den danske stat skal være klar til at betale millioner af kroner til personer, der vil sælge tophemmelige stjålne data om skjulte formuer i skattely som Schweiz og Liechtenstein.
Det mener et politisk flertal uden om regeringen, som dermed er klar til at indlede en storstilet klapjagt på personer og selskaber, der gemmer penge i udenlandske banker for at slippe for at betale skat i Danmark. Det skriver Politiken.
I flere EU-lande er formaliserede handler med navne på skattesvindlere allerede en realitet.
- Hvis vi betaler 30-40 millioner kroner for en cd-rom med navnene på svindlere, der i årevis har snydt statskassen for adskillige hundrede millioner kroner i skat, så er det en god forretning, siger SF’s skatteordfører, Jesper Petersen.
- Vi skal tage alle midler i brug, så hr. og fru Jensen, der pligtskyldigt betaler deres skat, ikke længere skal være til grin for de store spekulanter og bedragere, siger han.
Den kontroversielle metode har vakt heftig debat i Tyskland og Frankrig, hvor myndighederne har betalt millioner til såkaldte informanter - ofte ansatte i banker i skattely - der bryder deres tavshedspligt og sælger oplysninger om hemmelige formuer.
Nu kræver SF, at den danske regering åbent erklærer sig villig til at købe lignende oplysninger for at tilskynde bankansatte i skattelylande til at henvende sig. Både Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, De Radikale og Enhedslisten bakker op.
- Principielt skal man ikke sky nogen midler mod at afsløre skattesvindlere. Hvis Tyskland er nået frem til, at de kan forsvare at købe oplysningerne, så vil vi ikke stå tilbage og være til grin. Så må det være måden, det skal gøres på, siger Mikkel Dencker (DF), mens Nick Hækkerup (S) påpeger, at metoden også vil have stor præventiv effekt.
/ritzau/
Kommentarer
Vi ser frem til at det bliver besluttet at anvende samme metoder i jagten på socialbedragere og sort arbejde.
Venstrefløjen har det med at bøje retssikkerheden, når det ikke er deres egne vælgere som er genstand for statens interesse.
Meget sigende at de har allieret sig med DF i denne sag.
Med hensyn til Liechtenstein husker jeg skatteministeren for snart to år siden sagde, at Tyskland ville udlevere oplysningerne til Danmark, så man kunne komme efter svindlerne, men det er måske ikke sket? Ellers er der tilsyneladende ikke meget af de såkaldte Al Capone metoder over strategierne, når man tænker på nedskæringer og besparelser i SKAT. Mon ikke også det viser sig, at det politiske flertal her smuldrer og et parti lader sig ”bestikke” på anden vis?