Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Colombo

Sri Lankas præsident opløser parlamentet

Publiceret: 17:00, 9. februar 2010
Vælgerne i Sri Lanka skal til stemmeurnerne to måneder før tid, fordi præsidenten har besluttet at opløse parlamentet, der kunne have siddet frem til april.

Sri Lankas nyvalgte præsident, Mahinda Rajapakse, har opløst landets parlament og dermed banet vejen for et valg to måneder før tiden, siger hans talsmand.

Rajapakse, som vandt en overbevisende sejr ved præsidentvalget i Sri Lanka i sidste måned, har underskrevet en bekendtgørelse, der opløser nationalforsamlingen med virkning fra midnat tirsdag.

- Det er nu op til valgkommissæren at træffe beslutning om datoen for et parlamentsvalg, siger talsmanden Lucien Rajakarunanayake.

Medlemmerne af parlamentet, som blev valgt ind i 2004, kunne ellers have fortsat deres arbejde frem til april.

Men præsidentens seneste træk giver nu det regerende parti mulighed for at afholde parlamentsvalg i kølvandet på Rajapakses overvældende succes ved præsidentvalget den 26. januar.

Få timer før opløsningen af parlamentet meddelte regeringen desuden, at den vil stille oppositionens præsidentkandidat og landets tidligere hærchef, Sarath Fonseka, for en krigsret.

Fonseka var i færd med at drøfte planer om at danne fælles front i parlamentsvalget med andre oppositionsledere, da han angiveligt blev slæbt væk af soldater.

Præsidentens parti havde flertal i det afgående parlament - men kun takket være støtte fra en række medlemmer i oppositionen.

Rajapakse har sagt, at han håber at forbedre sit greb om et nyt parlament ved at vinde et større antal pladser til sit Frihedsparti.

/ritzau/Reuters

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her