Skip to Content
Mandag 13. februar 2012

Rom

Italiens ambassade i Iran forsøgt angrebet

Publiceret: 17:16, 9. februar 2010
Politiet i Irans hovedstad, Teheran, greb ind, da en større gruppe religiøse militsmedlemmer forsøgte at angribe Italiens ambassade.

Omkring 100 medlemmer af Irans religiøse basij-milits har forsøgt at storme Italiens ambassade i den iranske hovedstad Teheran.

Det oplyser Italiens udenrigsminister, Franco Frattini.

Medlemmerne af militsen var forklædt som civile, og de råbte: “Død over Italien, død over Berlusconi”, fortæller Frattini.

Han siger samtidig, at politiet greb ind for at “forhindre et egentligt angreb på den italienske ambassade”.

Flere demonstranter kastede sten mod ambassaden, hvilket dog ikke umiddelbart resulterede i deciderede ødelæggelser.

Angrebet har fået Italien til at aflyse sin deltagelse i markeringen af årsdagen for den islamiske revolution på torsdag.

Den italienske premierminister, Silvio Berlusconi, lovede i sidste uge under et besøg i Jerusalem Italiens uforbeholdne støtte til Irans ærkefjende Israel.

Han opfordrede desuden til “effektive sanktioner” over for Iran.

/ritzau/Reuters

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her