Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Oslo

Shirin Ebadi: Iran kan eksplodere i vold

Publiceret: 22:33, 14. februar 2010
Den iranske fredsprismodtager og menneskerettighedsforkæmper advarer FN mod kun at fokusere på Irans atomprogram. Hun frygter, at landet kan eksplodere i vold.

Modtager af Nobels fredspris og menneskerettighedsforkæmper Shirin Ebadi frygter, at Iran kan komme helt ud af kontrol, hvis landets unge mister tålmodigheden og griber til vold.

Ebadi er i Norge for at holde hovedtalen ved det årlige seminar i Oslosentret for Fred- og Menneskerettigheder, Norges tidligere statsminister Kjell Magne Bondeviks projekt for at fremme forståelse og dialog.

Fredsprismodtageren fra 2003 opfordrer indtrængende det internationale samfund til at fokusere på andet og mere end det iranske styres atomprogram.

- Verden må ikke glemme det iranske folk. Iranerne lider under alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. Chikane, trusler, lemfældige anholdelser og henrettelser er dagens orden, siger Ebadi og fortsætter:

- Og det bliver værre. Jeg tør ikke tænke på, hvad der kunne ske den dag Irans unge generation mister tålmodigheden og tager skæbnen i egne hænder.

Siden det meget kontroversielle præsidentvalg sidste sommer, har hun opholdt sig i udlandet af frygt for, hvad der kan ske, hvis hun vender tilbage. Passet vil blive konfiskeret, og hun kan hurtigt blive anholdt.

Ebadis modstandere af Iran mener, hun gør større gavn for sig selv ved at rejse rundt i verden og fortælle dem om de uhyggelige grusomheder, der finder sted i deres land. Men hun er sårbar, da både hendes mand og andre familiemedlemmer er i Iran.

Fredsprismodtageren beder FN om at udpege en særlig rapportør, som løbende kan overvåge menneskerettighedssituationen, følge med i regeringens forehavender og komme med råd og forslag, som kan løse den politiske krise.

/ritzau/NTB

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Det er selvfølgelig klart, at det ser uhyggeligt ud med mulig borgerkrig; omvendt må man også konstatere, at demokrati, fred og frihed konsolideres bedre, når man har kæmpet for det - det er vel læren af vestens historie.
Samtidig er det også klart, at kun et folk selv kan kæmpe for friheden. Kampen kan ikke føres for én af en anden, sympatisk indstillet part.

Rolig Peter, iranerne kæmper, men der er ingen som bør ønske borgerkrig. Resultatet af en voldelig udvikling er sjældent den frihed, du taler om.

Må jeg anbefale at følge Muhammad Sahimis analyser på Tehranbureau
http://www.pbs.org/wgbh/pages/frontline/tehranbureau
Sahimi mener, at det er afgørende for succes, at den grøne bevægelse undgår vold (i andet end selvforsvar). Forandringerne komme til at tage tid. Det er et maratonløb, ikke en sprint, plejer Sahimi at sige.

Hans artikler er ofte langtidsholdbare. Kunne Information ikke får en aftale om oversættelse? Det var en opfordring til redaktionen!