Skip to Content
Søndag 27. maj 2012

København

Minister skal forklare forkerte elpriser

Publiceret: 13:22, 17. februar 2010
Enhedslisten kræver svar på, hvordan Klimaministeriet kan fremlægge tal for elpriser, som kaldes misvisende.

Energi- og klimaminister Lykke Friis (V) skal redegøre for, hvordan hun kan fremlægge tal for elpriser, som siden har vist sig at være misvisende.

I et svar til Per Clausen fra Enhedslisten redegjorde Lykke Friis tidligere på ugen for udviklingen i elpriser. Tallene viste, at prisen var steget med mere end 120 procent fra 2005 til 2009.

Ministeren havde fået energiselskabernes brancheorganisation Dansk Energi til at regne på priserne, men kort efter offentliggørelsen undsagde Dansk Energi selv tallene. De var nemlig opgjort over et enkelt kvartal og ikke over hele året, hvilket skulle være det bedste sammenligningsgrundlag.

Per Clausen ønsker nu en forklaring på, hvordan Dansk Energi først kan svare på et spørgsmål for efterfølgende at kalde svaret for misvisende.

Enhedslistens ordfører vil også vide, hvorfor en brancheorganisation svarer på spørgsmålet i stedet for statslige myndigheder.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her