Skip to Content
Søndag 27. maj 2012

København

Kup i Niger bekymrer Danmark

Publiceret: 20:08, 19. februar 2010
Nigers militær har taget magten, suspenderet forfatningen og indført udgangsforbud. Danmark er bekymret over udviklingen.

Danmark fordømmer militærkuppet i det afrikanske land Niger. Her er general Salou Djibo blevet udnævnt til leder af den militærjunta, som har taget magten fra landets præsident, Mamadou Tandja.

Både udenrigsminister Per Stig Møller (K) og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) er bekymret over, at landets forfatning er blevet suspenderet, ligesom militærjuntaen har indført udgangsforbud fra solopgang til mørket falder på. Desuden har kupmagerne lukket landets grænser.

- Vi er meget bekymrede over den seneste udvikling i Niger og håber at yderligere magtanvendelse kan undgås. Vores repræsentation i Niger har været i kontakt med alle danskere i landet, og de er alle i god behold, siger Per Stig Møller i en pressemeddelelse.

Samtidig har Udenrigsministeriet opdateret sin såkaldte rejsevejledning for Niger, så alle ikke nødvendige rejser til hovedstaden Niamey frarådes. Det anbefales samtidig at holde sig inden døre, indtil situationen er mere afklaret.

- Vi fordømmer enhver forfatningsstridig magtovertagelse. Også selv om styret under den nu afsatte præsident Tandja ikke længere var demokratisk legitimt, da Tandja selv fik forlænget sin embedsperiode ved hjælp af en grundlovsstridig folkeafstemning, siger udenrigsministeren.

Militærkuppet fandt sted efter længere tids politisk ustabilitet i Niger, som allerede har betydet, at Danmark har udsat et nyt femårigt vandsektorprogram på 245 millioner kroner.

Et eksisterende vandsektorprogram, som i alt har kostet 104,4 millioner kroner, er blevet forlænget til udgangen af 2010. Herudover ydes der bistand til et landbrugssektorprogram, der beløber sig til 150 millioner kroner samt et program for god regeringsførelse til 30 millioner kroner.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Hehe,
Endnu en af disse komikere.
“Vi fordømmer enhver forfatningsstridig magtovertagelse” siger Ulla Tørnes.

Uanset udformningen af forfatningen? Tjae, måske omtanken en dag indfinder sig hos fru Tørnæs…

Med venlig hilsen