Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Washington

Alexander Haig død, 85 år

Publiceret: 15:48, 20. februar 2010
Alexander Haig, USA's tidligere udenrigsminister og Natos tidligere øverstkommanderende i Europa, er død, 85 år.

USA’s tidligere udenrigsminister Alexander Haig er død, 85 år.

Han døde på et hospital i Baltimore natten til lørdag, oplyser en talsmand til flere medier.

Alexander Haig var tidligere general og havde tjent som toprådgiver i Det Hvide Hus.

I 1968 blev han rådgiver i Richard Nixons nationale sikkerhedsråd og siden stabschef for præsidenten, inden Watergateskandalen fældede Nixon.

Haig forlod posten som stabschef, da han blev udpeget til Natos øverstkommanderende i Europa i 1974.

Ronald Reagan gjorde Alexander Haig til sin udenrigsminister i 1981, og her blev hans renommé alvorligt skrammet ved en enkelt lejlighed. Da Reagan blev såret af skud i 1981, trådte Haig frem og udnævnte sig selv til nationens førstemand i præsidentens fravær.

Det stod imidlertid ingen steder i den amerikanske forfatning, og Haigs træk skabte stor overraskelse og fik mange til at tvivle på hans dømmekraft.

I 1988 forsøgte Haig at blive nomineret som republikanernes præsidentkandidat, men led nederlag til George Bush, der senere samme år vandt præsidentvalget.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her