Tyrkisk politi har foretaget nye anholdelser i sagen om de formodede kupplaner mod regeringen, rapporterer flere tyrkiske medier.
18 soldater er anholdt, heraf en pensioneret officer, oplyser tv-kanalen NTV. En af de anholdte er angiveligt leder af den paramilitære styrke i Konya-provinsen, meddeler kanalen.
Anholdelserne skete i 13 forskellige provinser rundt om i landet.
Omkring 50 officerer er i forvejen anholdt. De mistænkes for meddelagtighed i kupplaner mod premierminister Recep Tayyip Erdogans islamdominerede AKP-parti tilbage i 2003.
Planerne for kuppet havde arbejdstitlen “Operation Forhammer”, og idéen var, at militærfolk skulle skabe intern uro gennem en række voldshandlinger, blandt andet bombeaktioner mod moskeer.
Dette skulle presse Erdogans AKP-regering til at gå af.
En domstol i Istanbul har foreløbig sigtet 31 officerer, både aktive og pensionerede militærfolk, for at være involveret i kupplanerne.
Anholdelserne har skabt politisk uro i Tyrkiet og medført rygter om et valg i utide.
/ritzau/AFP
Kommentarer