Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Kampala

Mindst 80 døde efter jordskred i Uganda

Publiceret: 07:55, 3. marts 2010
Et omfattende jordskred i Uganda har kostet mindst 80 mennesker livet, siger Røde Kors. 400 savnes fortsat, heraf flere børn.

80 personer er omkommet i et jordskred i det østlige Uganda, og flere hundrede er fortsat savnet, siger Røde Kors i landet.

- Der er bjærget 80 lig, og antallet af savnede er over 400 nu, siger en talsperson for hjælpeorganisationen.

Antallet af personer, der er meldt savnet, steg, da et jordskred begravede en bygning, hvor omkring 100 mennesker havde søgt tilflugt, tilføjer talspersonen, Catherine Ntabadde.

Redningsmandskab er i færd med at gennemsøge mudderet for at finde flere dødsofre og eventuelle overlevende.

Omkring 60 børn er blandt de savnede. De havde søgt tilflugt i et sundhedscenter, som ifølge lokale medier blev ødelagt i løbet af natten, rapporterer BBC.

Røde Kors har bedt regeringen om at sende ingeniører fra hæren til den ramte Bududa-region for at hjælpe med at rydde de sammenstyrtede bygninger.

Det har regnet voldsomt i det østlige Uganda i de seneste uger.

/ritzau/AFP

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her