Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Roskilde

Regeringen kan gøre mere ved forurening

Publiceret: 16:00, 3. marts 2010
Regeringen kunne gøre meget mere for at rette hurtigere op på forureningen af vandløb og søer, siger Danmarks Naturfredningsforening.

Der kan gøres mere ved forureningen af vandløb og søer, og det kan gøres hurtigere end regeringen går efter.

Det siger præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening (DN), Ella Maria Bisschop-Larsen som går i rette med Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo.

- Det er noget vrøvl, Vesselbo siger, når han påstår, at det ikke kan gå hurtigere, siger hun.

Alene for vandløbenes vedkommende vil regeringen foreløbig kun restaurere 7300 af de over 60.000 kilometer, der findes i Danmark, selv om behovet er meget større. Og så har regeringen tilladt landbruget at opdyrke 120.000 hektar braklagte jorder, mens regeringen kun vil naturgenoprette 50.000 hektar, indvender hun.

DN ønsker en ordning, så landbruget får kompensation for, at der er taget dyrkede jorder ud af drift, siger DN-præsidenten.

- Det ville måske også være af interesse for landbruget i betragtning af erhvervets dårlige, økonomiske situation, siger hun.

DN-præsidenten anker ligesom eksperterne over, at kontrollen med vandkvaliteten er blevet mindre, end da amterne førte et opsyn regionalt.

- I dag er det kun de naturområder, der er EU-reguleret, som staten fører opsyn med. Det er en mindre del af det danske landskab, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Viljen til at gøre noget fornuftigt ligger godt og tungt på bunden af den pengekiste, som de voldsomt begunstigede industrilandmænd har tiltusket sig.

De har for manges vedkommende oprettet sig produktioner i andre lande med mere ringe miljøhensyn, så hvorfor skulle de mene sig ansvarlige for miljøsvineriet her i Danmark?

De følger blot de regler og undtagelser som de og deres lobbyister selv har gennemført. Af hensyn til eget erhverv, det urentable skidt.