Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Drabsmistænkt rumæner bliver i Malmø

Publiceret: 17:02, 3. marts 2010
Svensk politi beholder foreløbigt den 58-årige rumæner, der er mistænkt for drabet på en stewardesse i København.

Det er onsdag ikke muligt for dansk politi at få udleveret den 58-årige rumæner, Marian Clita, der er mistænkt for drabet på Hotel Radisson Blu Scandinavia på Amager.

Her blev den 42-årige norske SAS-stewardesse Vera Vildmyren mandag brutalt tævet til døde med et stumpt instrument, og efter at have været efterlyst med navn og billede meldte Clita sig onsdag eftermiddag selv til politiet i Malmø.

Siden har dansk politi prøvet at få ham sendt over Øresund, men foreløbigt uden resultat.

- Vi får ham ikke over i aften, så hvornår han så bliver udleveret beror på svenskerne. Men han er varetægtsfængslet in absentia i Danmark og vil blive fængslet, når vi får ham udleveret, siger drabschef Ove Dahl fra Københavns Politi.

Ifølge svensk politi erkendte den 58-årige rumæner at have slået en kvinde ihjel, da han indfandt sig på politistationen.

- Han kom ind i receptionen på politistationen her i Malmø og sagde, at han havde dræbt en kvinde i Danmark, siger politiets talsmand i Skåne, Calle Persson.

Kort før manden meldte sig selv, lykkedes det tilsyneladende en norsk journalist at få fat i ham på telefonen. Her bekræftede manden på gebrokkent engelsk, at han var på vej i taxi til Malmø for at melde sig, men sagde, at han ikke vidste, hvorfor han var efterlyst.

Den anholdte, Marian Clita, er ifølge rumænske medier en kendt indbrudstyv og er tidligere dømt for drab i sit hjemland. Han blev løsladt forrige år.

Ifølge politiet er der ingen tegn på, at den dræbte og gerningsmanden kendte hinanden, og det bedste bud på et motiv er derfor de penge og kreditkort, der forsvandt fra Vera Vildmyrens værelse.

Omkring drabstidspunktet blev Marian Clita filmet af hotellets overvågningskameraer, hvor han bl.a. opholdt sig i hotellets kasino.

Om han var på kasinoet før eller efter, at han tilsyneladende tævede stewardessen til døde og stjal hendes penge, er uvist.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her
[Bruger slettet] siger:

Er den mistænkte den samme, der blev dømt for mordet på den rumænske digter Gheorghe Ursu? http://annealbinus.eftertanke.dk/2010/03/03/gheorghe-ursu-rumænsk-digter-torteret-og-myrdet-i-1985/

Steen Sohn Abonnent siger:

I følge Politiken kan det være Ursus morder:

http://politiken.dk/indland/article915071.ece