Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Carina Christensen træder ind i K-ledelse

Publiceret: 09:38, 4. marts 2010
Den tidligere kulturminister Carina Christensen (K) indgår nu i den konservative gruppeledelse i Folketinget.

Tidligere kulturminister Carina Christensen (K) indtræder nu i ledelsen af den konservative folketingsgruppe, efter at hun ved sidste tirsdags regeringsrokade måtte sige farvel til kulturministerposten.

Carina Christensen indtræder således i den fire mand store gruppebestyrelse og får dermed også automatisk plads i partiets hovedbestyrelse.

Det fremgår af partiets nye fordeling af posterne i de forskellige udvalg i Folketinget, som folketingsgruppen netop har godkendt.

Den anden af de to konservative ministre, der i tirsdag måtte sige farvel til sin post, tidligere sundheds- og forebyggelsesminister Jakob Axel Nielsen (K), bliver ordfører på bolig- og energiområdet.

På de tunge poster er der ikke nogen ændringer. Mike Legarth fortsætter eksempelvis som både finans- og skatteordfører, Helge Adam Møller som forsvarsordfører, mens Henriette Kjær fortsætter som politisk ordfører.

Konstitueringen levner desuden plads til den snart tilbagevendende Per Ørum Jørgensen, der for nogle uger siden blev stoppet af politiet med alkohol i blodet.

Han har siden episoden været i alkoholbehandling og midlertidigt udtrådt af gruppen, men vender tilbage efter påske.

Per Ørum Jørgensen får sine gamle ordførerposter tilbage, bortset fra energiordførerposten, som altså går til Jakob Axel Nielsen, der tidligere har været energiminister.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her