De otte danske universiteter flytter over 1,2 milliarder kroner, der skulle
bruges til forskning, til undervisning.
Det skriver Politiken.
Pengene til de studerendes uddannelse er nemlig så utilstrækkelige, at forskningen må svækkes for at få enderne til at mødes, siger formanden for universiteternes rektorkollegium og rektorerne på landets to største universiteter i København og Århus til avisen
- Omkring seks procent af Aarhus Universitets omsætning flyttes reelt fra
forskning til undervisning. Det er cirka 3-400 millioner kroner. Det betyder, at
vi opretholder god undervisning, men det betyder også, at pengene ikke bliver
brugt til forskning, siger rektor Lauritz B. Holm-Nielsen fra Aarhus
Universitet til Politiken.
Konsekvensen er, at forskerne må søge om penge til driften af forskningsprojekterne. Samtidig betyder det, at Danmark bruger mindre end en procent af bruttonationalproduktet (BNP), som regeringen har som
mål i sit nye program “Viden, vækst, velstand og velfærd”. Samlet bruger EU 1,9 procent af bruttonationalproduktet på forskning.
- Uddannelserne er klart underfinansieret. Vi har fået et lille løft på
finansloven, men reelt er der behov for, at alle taxametre hæves med 10.000
kroner per studerende om året, siger rektor Ralf Hemmingsen fra Københavns
Universitet til Politiken.
/ritzau/
Kommentarer