Det er svært for Politiets Efterretningstjeneste (PET) at finde sager om en række danskere. De har derfor nu i over et halvt år måtte vente på svar på, om de kan få aktindsigt i deres egne sager hos PET. Problemet skyldes, at efterretningstjenesten angiveligt ikke kan finde rundt i sine egne arkiver.
Daværende justitsminister Brian Mikkelsen (K) lovede således sidste år, at dem som blev nævnt i PET-kommissionens beretning “som udgangspunkt” kunne få aktindsigt i deres sager. Men ingen har endnu fået det.
Og Brian Mikkelsens efterfølger på posten, partifællen Lars Barfoed, oplyser nu i et svar til Folketingets retsudvalg, at PET - ud fra beretningen - ikke har kunnet finde frem til de relevante sager og dokumenter.
- Det skyldes, at efterretningstjenesten først i 1989 indførte et elektronisk dokumenthåndteringssystem, og at de dokumenter, som PET-Kommissionen har haft til sin rådighed, navnlig er fra før 1989, skriver justitsministeren.
Først i sidste måned modtog PET en såkaldt master fra PET-Kommissionen, der indeholder mere præcise henvisninger til efterretningstjenestens dokumenter.
Enhedslistens gruppeformand og mangeårige medlem af VS, Per Clausen, er en af dem, som stadig venter på svar fra PET.
- Det er underligt, at vi efter et halvt år pludselig hører, PET ikke kan finde frem til PET-Kommissionens oplysninger. Det er vel hverken særlig betryggende for PET - eller kommissionens arbejde, siger Per Clausen.
Ifølge PET blev 694 medlemmer af VS registreret, selv om PET-Kommissionen konstaterer, at “det generelt ikke lykkedes for PET at finde beviser for, at VS eller enkeltmedlemmer var involveret i illegale aktiviteter”. Blandt andet registrerede PET fra 1981 til 1986 i al hemmelighed folk, der stillede op for VS til byrådet i Aalborg og til amtsrådet i Nordjylland. Per Clausen var dengang en af kandidaterne.
/ritzau/
Kommentarer
PET har jo sandsynligvis videregivet oplysningerne til CIA, så hvorfor ikke spørge der? De har måske bedre styr på arkiverne.
Det lyder umiddelbart som en god idé.
Er der gået kludder i systemet med de røde sedler?
Der gik vist allerede kludder i systemet dengang det blev vedtaget, at man ikke måtte regstrere venstreorienterede “alene” på grund af lovlig politisk virksomhed.
Da skyndte man sig at aflevere alle oplysninger i Washington.
Der er vist en tradition for at aflevere den slags til store magter, der står landet nært.
“Da skyndte man sig at aflevere alle oplysninger i Washington.
Der er vist en tradition for at aflevere den slags til store magter, der står landet nært.”
Gives der dokumentation eller substantiel vidnesbyrd om dette?