Colombias præsident, Alvaro Uribes, parti og det allierede Konservative Parti fører de tidlige optællinger efter søndagens kongresvalg i det sydamerikanske land.
Præsidentens eget parti står til 24,5 procent i senatet, og de konservative står til 22 procent. Sådan lyder tallene, efter at 75 procent af stemmerne er talt op.
Uribes parti og koalitionspartierne har også vundet majoriteten af sæderne i landets underhus. Den tidligere forsvarsminister Juan Manuel Santos står til at få det bedste personlige valg.
Inden for regeringskoalitionen overvejer de forskellige partier at opstille hver deres kandidat til præsidentvalget i maj, hvilket kan ødelægge den nuværende alliance.
Den centrum-højreorienterede Uribe kan dog ikke genopstille, da han har siddet to perioder og har fået afvist et lovforslag, der ville tillade hans kandidatur tredje gang.
Præsidenten har været populær i hele sin embedsperiode, da han har ført en hård og succesfuld kampagne mod guerillabevægelsen Farc og narkosmuglere.
Colombia har desuden haft succes med at tiltrække udenlandske investorer under Uribe.
I 2002 blev der investeret 2 milliarder dollar (11 milliarder kroner) i landet. I 2010 er det tilsvarende tal på 10 milliarder dollar (54 milliarder kroner) i udenlandske investeringer.
Næsten 30 millioner registrerede vælgere kan vælge mellem 2539 kandidater til 102 senatorer og 166 repræsentanter i den colombianske Kongres’ to kamre.
Uribe har 70 procent af vælgerne bag sig, og han er USA’s nærmeste allierede i Sydamerika.
/ritzau/Reuters
Kommentarer
De syv amerikanske militærbaser trækker også en del kapital med sig.
Kampen mod narkoen og Farc har skabt grundlaget for den permanente undtagelsestilstand, som har samlet befolkningen bag Alvaro Uribe.