Venstres medlem af EU-Parlamentet Jens Rohde advarer mod, at Danmark går enegang i EU for at forhindre en britisk injuriesag for danske avisers tryk af Muhammed-tegningerne.
- Det er vigtigt, at vi ikke går dansk enegang, for det her er et fælles europæisk problem. Det bedste vil være, hvis vi kan presse briterne til at løse problemet, siger Jens Rohde.
Den danske regering har bedt EU om hjælp til at undgå, at profeten Muhammeds efterkommere anlægger en højt profileret injuriesag i det britiske retssystem imod en lang række danske aviser, der alle har trykt de omdiskuterede Muhammed-tegninger. Tegningerne har været tilgængelige i Storbritannien via internettet.
Justitsminister Lars Barfoed (K) vil i første omgang have EU-Kommissionen til at se på, om de danske dagblade kan sikres ved at ændre den særlige regel, der pålægger EU-landene at anerkende hinandens civile og handelsretslige domme.
Jens Rohde understreger, at der skal presses på for at finde en fælles EU-løsning. Han tog allerede problemet op med EU’s justitskommissær Viviane Reding i sidste uge, og han venter nu på, at hun forholder sig til sagen.
- Det ville være et retssikkerhedsmæssigt problem, hvis vi generelt ophæver den gensidige anerkendelse i civile søgsmål, når vi i øvrigt handler frit over grænserne. Alt efter kommissærens svar skal vi have lagt pres på kommissionen for at få løst problemerne uden at ødelægge systemet, siger han.
Jens Rohde håber, at kommissæren finder en løsning, men ellers vil han søge opbakning til en resolution, hvor parlamentet presser kommissionen til det.
/ritzau/
Kommentarer
Jeg vil kraftigt advare om IKKE at gå imod denne sindsyge injuriesag. Hvis EU ikke kan finde ud af hvad ytringsfrihed er, så må vi banke det ind i hovedet på dem.
Jeg ved godt at den kære Jens Rohde ønsker at smadre den frie presse her i landet, men implikationerne af denne type sager er så store at selv Venstre burde kunne se problemet.
Jens Rohde viser endnu en gang, at hans intellekt og visdom langt overgår hvad den danske regering kollektivt kan mønstre.
Det er i øvrigt patetisk, at den danske regering prøver at få ændret generelle EU’s regler, fordi nogle danske dagblade åbenbart er nervøse for et ualmindeligt dubiøst og tvivlsomt civilt søgsmål.
Åbenbart er både dagbladene og den danske regering nervøse ved udsigten til et sådan søgsmål. Latterligt. Yamani har jo nærmest allerede vundet en halv moralsk sejr. De magtfulde bævrer jo tydeligvis af rædsel, stillet overfor en selvhøjtidelig advokat fra et fjernt land.