Iraks premierminister, Nuri al-Maliki, og hans hovedrival lyad Allawi ser ud til hver at få 87 sæder i landets parlament, viser nye tal fra nyhedsbureauet AFP, der tager udgangspunkt i 79 procent af de afgivne stemmer.
Dermed er resultatet af valget i Irak stadig præget af stor spænding. Samtidig mangler stemmerne fra udlandsirakere, landets sikkerhedsstyrker, syge og fængselsindsatte at blive optalt. Disse stemmer kan ændre valgresultatet voldsomt.
Al-Maliki står i spidsen for Lov-koalitionen, der gennem de seneste år er blevet rost for dens forsøg på at mindske volden i Irak, hvilket er lykkedes i nogen grad.
Iraks tidligere premierminister lyad Allawis verdslige Iraqiya-blok har i øjeblikket 2.102.981 stemmer mod Lov-koalitionens 2.093.997 stemmer. Den mest religiøse shiamuslimske blok, der kaldes Iraks Nationale Alliance, står til at få 67 sæder i Iraks parlament.
62 procent af Iraks vælgere deltog ved parlamentsvalg den 7. marts. På trods af 39 drab på valgdagen trodsede vælgerne al-Qaedas dødstrusler.
/ritzau/AFP
Kommentarer