SF's bagland presser Villy Søvndal

.”Det er ifølge Berlingske Tidende første gang, at lokalformændene i stor udstrækning undsiger Søvndals udlændingepolitik.”

Det var sandt for dyden også på tide!

Det er på høje tid at partiet erkender at søvndalismen er og bliver en eklatant fiasko. Partiet sælger ud af sine værdier og principper uden at få noget som helst til gengæld.

Hvis brune Villy får lov til at fortsætte som partiformand ret meget længere, kan partiet godt vinke farvel til den sidste lille rest af troværdighed.

Et velment forslag til alle gode kræfter i SF. Dvs et flertal i baglandet, som det ses i ovenstående måling.

Kære SF’ere. Mon ikke det er på tide at skue lidt indad og efterrationalisere på de seneste par års hektiske udvikling? Det er uden tvivl en smertefuld proces, I vil skulle igennem - og mulige konsekvenser, her så tæt på et valg, må man selvfølgelig gøre op med sig selv, om man kan overskue.

Hvis jeg (stadig) havde været SF’er, ville jeg nok sætte mig sammen med mine kammerater, sætte en god stærk kande kaffe over, åbne nogle flasker rødvin og trække vejret dybt. For det her er en af de der rigtigt svære snakke.

Så her en tænkt situation, som måske kunne ligne noget, I kunne bruge jeres næste partiforeningsmøde eller private sammenkomst på.

Hvor skal man starte?

Måske noget i retning af:

Kære kammerater, venner, medmennesker. Hvad var det egentlig, vi ville og som vi brændte for, da vi i sin tid valgte at følge et politisk standpunkt, en indignation, op med at melde os ind i det her parti? Var det at agere stiltiende og samtykkende fodsoldater for en til hver tid siddende formand og partitop? Hm, nej vel, den slags var vist aldrig særlig SF’sk, var det?

Var det ikke for at være med til at arbejde for et andet og bedre samfund, hvor social retfærdighed, et rent miljø og respekt og omsorg for hinanden - uanset alder, køn, seksualitet og etnisk baggrund - var det bærende element? Det var vist det, gamle kampfæller som Aksel Larsen og Gert Petersen og en masse gode og engagerede ildsjæle valgte at slås for. Og som de kaldte folkesocialisme.

Hvor har denne kamp så bragt os i dag, venner?

Har vi vundet? Nej, der må vi erkende, at en sort højreregering har siddet tungt på magten det sidste årti. Med social udstødning, nyliberal nedskæringspolitik, med ulovlig dansk angrebskrig og ikke mindst en uhørt ekstremistisk fremmedfjensk politik som det bærende element i den regerende højreregerings modspil til klassekampen, den såkaldte “kulturkamp”.

Har vi kæmpet og tilkæmpet os delsejre? Well, you win some, you lose some. Desværre har pointtavlen i kampen mellem det sociale og det egoistiske navlebeskuende altovervejende været i højresidens favør. Men vi husker hvordan SF’ere utrætteligt tog kampen op mod krigsforbrydere, mod nyliberale minimalstatsromantikere, mod hadske selvretfærdige Tidehvervsfolk, med utallige spørgsmål til ministre, verbale slagsmål i folketingssalen, fagligt politisk arbejde ude på arbejdspladserne og i hverdagens møde med racisme og smålighed. Det var det SF - og underforstået det projekt, vi var mange, der var stolte af og gerne gav noget af os selv og vores tid til.

I dag - lige nu - er vi stadig stolte og kampklare for at slå denne langvarige og opslidende reaktion tilbage og starte på en frisk med et stærkt, socialt og antiracistisk alternativ? Eller mere præcist: er det stadig dét, partiet - som nu i langt langt højere grad end nogensinde tidligere tegnes udadtil af formanden - står for. Slås for. Vil belønne vores kamp for.

Eller hvad…

Hvis svaret ikke er tilfredsstillende - hvad så?

Skulle vi måske så ikke bide i det sure æble og se os om efter noget andet og mere meningsgivende? Skilsmisse kan være det lykkeligste valg, man nogensinde tager, når den tunge beslutning først er taget og smerten ved at forlade en partner - eller en organisation og nogle kammerater, man i så mange år stolede på og stod sulder ved skulder med.

Som stifteren af et andet oppostionsparti formulerede det engang: “Del jer efter anskuelse”.

Det gjorde andre før os i 1959. De gjorde det i 1967. Begge gange var det fordi socialister ville hver deres vej. Lige nu er der så et flertal af lokalformændene, der tager afstand til Villy Søvndals omklamring af en udlændingepolitik, der er sat i verden efter en drejebog, skrevet af nationalekstreme ideologer i hjertet af Danmarks yderste højres repræsentation.

Vi, der har eller havde et partikort i SF, husker tydeligt hvordan Dansk Folkepartis to præstefætre gang på gang var i bitter ordstrid med bl.a. SF’s Kamal Qureishi, og hvordan vi alle så disse opgør som et udtryk for en historisk vigtig kamp mellem værdier - mellem racisme og det sociale inkluderende gode samfund. For nogle af os lignede det et vigtigt slag i klassekampen, mellem repræsentanter for en ideologi, der taler kapitalisternes og de nationalkonservatives sag og så dem, der vil lighed og frihed for alle på et humanistisk grundlag.

I dag - lige nu - “vakler” partitoppen i spørgsmålet om hvorvidt man skal følge efter de nationalekstreme ideologers drejebog.

Og hvorfor skulle man ikke også det, lader det til at man i partitoppen tænker. Nu har man opgivet al tale om socialisme til trods for partiets navn og program. Man har opgivet sin indædte kamp op gennem det seneste årti som indædte modstandere af højreregeringens krigseventyr og stemmer for forsvarsforlig. Og sådan kan man fortsætte listen over skrottede standpunkter og nærmest dagligt skiftende politiske gevandter.

Så sidder I derude i partilokalet, kaffen er drukket, vinen er drukket, drømmen og håbet virker mildest talt tyndslidt. Hvad nu?

Del jer efter anskuelse.

De allerbedste hilsener
en tidligere SF’er