Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kan blive tvunget til at trække et lovforslag om placering af et nyt testcenter for vindmøller tilbage.
Løkke sagde tirsdag på sit pressemøde, at regeringen i næste uge vil fremsætte et lovforslag, der afgør, at testområdet kommer til at ligge i Østerild Plantage i Thy.
Men der er lige nu ikke flertal for beslutningen, og regeringens normale støtte i Dansk Folkeparti er klar til at bringe regeringen i mindretal.
- Vi har ikke taget stilling til det testcenter. Jeg kan sagtens se for mig, at de må trække deres forslag tilbage, fordi de ikke kan få flertal, siger Jørn Dohrmann, miljøordfører for DF.
Socialdemokraterne og SF tøver også med at støtte vindmøllecentret. Partierne føler ikke, at beslutningsprocessen har været grundig nok, og de savner alternative forslag.
- Vi har overhovedet ikke forholdt os til, om vi vil stemme for eller imod Østerild. Det ville være ordentligt politisk håndværk at lægge op til en dialog, men det er der fuldstændig lukket for, siger Socialdemokraternes ordfører på området, Flemming Møller Mortensen.
SF’s Steen Gade savner også alternativer.
- Jeg skal vide, at der ikke er nogle bedre placeringer. Processen har indtil nu ikke været gennemskuelig, så jeg kan ikke svare ja eller nej til den placering, regeringen foreslår. Jeg vil have et testcenter i Danmark, men vi skal også prioritere natur højt, siger han.
Samtidig med, at Løkke kæmper for at få et flertal i Folketinget, kaster Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt sig ind i kampen mod centret Østerild Plantage fra sin plads i EU-Parlamentet.
- Det er noget af det mest beskæmmende, jeg har hørt længe, men så snart, man siger ordet klima og CO2-neutralt, så finder alle bedetæppet frem.
Han vil forsøge at få EU til at modarbejde et testcenter i Thy og overbevise sine partifæller på Christiansborg om, at de skal stemme imod.
/ritzau/
Kommentarer
hvorfor er det lige at det er så forfærdeligt med et testcenter for vindmøller i Thy..?
Der er en del forskellige argumenter. Mest med at disse mega-vindmøller kommer til at skæmme landskabet , at der skal fældes noget skov og lægges nye veje, og lign.
Personligt ville jeg da også foretrække mange små, decentrale, borgerejede vindmøller end disse store, firmaejede, men heller en stor end slet ingen.
Fordi man vil skove store arealer af fredskov, uden at plante så meget som et ukrudtfrø istedet.
I juridisk forstand: hvad betyder så ‘fredskov’?, som man er i færd med at afvikle i Thy. At fredning er en vilkårlig gang snak? Se, det lover ikke godt…
Med venlig hilsen