Skip to Content
Mandag 13. februar 2012

København

Læreruddannelse savner ro og ikke nye krav

Publiceret: 12:10, 5. juni 2010
Der skal mere dokumentation på bordet, hvis adgangskravene til læreruddannelsen skal skærpes, mener Line Hjarsø, formanden for Lærerstuderendes Landskreds

Stort set alle andre parter og politikere end de lærerstuderende bakker op om Skolens Rejseholds forslag om at skærpe kravene til læreruddannelsen. Forslaget lyder, at de studerende fremover skal have mindst karakteren 7 med fra gymnasiet i deres ønskede linjefag for at få adgang til lærerseminarierne.

Men forslagene er taget ud af den blå luft. Det mener Line Hjarsø, der er formand for Lærerstuderendes Landskreds.

- Det er meget konkrete ændringer, som rejseholdet foreslår. Det er fjollet at komme med, når vi ikke engang har set effekterne fra den nye læreruddannelse endnu, siger Line Hjarsø.

Hvis respekten omkring de lærerstuderendes uddannelse skal vende tilbage, handler det først og fremmest om at få ro til at evaluere læreruddannelsen i sin nuværende form og ikke bruge læreruddannelsen som “en politisk kastebold”, mener formanden for Lærerstuderendes Landskreds.

- Vi vil gerne være med til at snakke om skærpede adgangskrav på uddannelsen. Det kan sagtens være, at man kan stille højere krav, men vi har brug for flere undersøgelser og viden bag. Vi bliver nødt til at tænke det ind i en helhed, siger formanden for Lærerstuderendes Landskreds.

I stedet for at fremlægge det ene forslag efter det andet, ville det være bedre, hvis overvejelserne blev givet videre til den følgegruppe, der i forvejen er i gang med at evaluere læreruddannelsen, mener formanden.

- Politikkerne kommer hele tiden med nye idéer. Det er godt og vigtigt at diskutere uddannelsen, men man skal gøre det med respekt for faget, siger Line Hjarsø.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her