Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Århus

Flertal vil lade unge bestemme selv

Publiceret: 23:48, 10. juli 2010
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen vil kræve, at universitetsstuderende tilbringer et semester i udlandet.

Studerende ved de danske universiteter skal som et fast element tilbringe et semester i udlandet. Det siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K), som betragter internationaliseringen som Danmarks vej til vækst og velstand.

- Jeg har en stor ambition om, at vi ikke uddanner kandidater i Danmark, uden en global forståelse. Vi skal kræve af universiteterne, at de sørger for, at de unge får den indsigt, siger videnskabsministeren til Morgenavisen Jyllands-Posten.

- De skal ud. For de studier, hvor det giver mening, må man simpelthen tage et semester i udlandet. Her tænker jeg på de erhvervsrettede studier, men også de kulturelle, siger hun.

Videnskabsministeren vil kræve et semester i udlandet på de studier, hvor det giver mening.

Man kan allerede tage både SU og taksameterpenge, det vil sige udgifterne til undervisning, med sig, hvis man vil studere i andre lande. Det betyder, at det administrative allerede er på plads, skriver Jyllands-Posten.

Forlaget møder modstand på universiteterne i både København og Århus.

Vicedirektør på Københavns Universitet, Hanne Hamsen, advarer mod at gøre universiteterne til fabrikker, der blot laver de akademikere, som samfundet vil have.

Rektor Lauritz Holm-Nielsen fra Aarhus Universitet, siger, at han støtter internationaliseringen, men at finder det vanvittigt at tvinge de studerende til det. Er der tale om et incitament, så mener han, at idéen er fornuftig.

Også oppositionen og Dansk Folkeparti kritiserer videnskabsministerens forslag. De studerende skal ikke tvinges til at rejse udenlands. De Radikale derimod er glade for forslaget.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her
Rune Hjelm siger:

Kan vi lige få defineret liberalisme? Er det ikke noget med… frihed?

Rune Hjelm siger:

Ok, nu er hun så K, men V skal da være med.

Der er sgu ikke meget liberalisme over den førte politik, gennem nu lang tid.

Ideen er faktisk god, men ikke mulig i praksis.

Vi har i høj grad brug for internationalt udsyn i Danmark. Endvidere vil det for de dygtigste være brugbart at studere nogle semestre på klasseuniversiteter. Men for den “brede masse” vil det resultere i nogle tvangsophold på andenranguniversiteter blot for at leve op til ministerielle krav.

Vejen frem mod internationalisering i uddannelserne vil opnås lettere hvis erhvervslivet klart viser at international erfaring er bidende nødvendig i alle stillinger. Men sådan er virkeligheden ikke.

Med venlig hilsen Lennart

I mange år har det ellers været ideelt at trække de unge gennem studierne så hurtigt som muligt og dermed undgå at de på egen hånd spilder tiden med fx. længerevarende udlandsophold, fx. for at få en på opleveren (eller som der sikkert ville stå i en orlovsansøgning: at udvikle personligheden gennem mødet med fremmede kulturer). Men selvfølgelig er det noget andet hvis opholdet i udlandet bruges på at studere på et universitet.

Enhver dansker burde tage et semester i et uland. Se, dét ville gøre os til bevidste borgere i den globale landsby! :-)

Dorte Sørensen Abonnent siger:

Hvor er regeringens frie valg i denne sag?
Var det ikke bedre at gøre de danske universiteter så gode at flere udenlandske super studenter valgte Danmark og de danske studenter fik deres kontakter den vej.
Ligeledes virker det underligt, når regeringen har gjort alt for at de unge ikke rejste til udlandet for at få nogle kontakter og erfaringer inden de begyndte at læse.
Jeg kan ikke lade være med at få den tanke, at regeringen leder i blinde og ikke ved hvad ben de skal stå på.

Den danske form for liberalisme er lig med centralisme er lig med statskapitalisme er lig facisme! Sjovt nok har der for ikke så lang tid siden været bragt en række artikler, hvor man tydeligt kunne se, at dansk erhvervsliv fravalgte studerende der havde været i udlandet.

Vel i og for sig også en sindsyg ide at man bliver international af at spendere et 1/2 år i udlandet!
Og vel især ikke, hvis man ikke har lyst. Der var også noget om, at politikerne opfordrede de studerende til at få børn var det ikke Carina C og det hamonerer vel ikke med at man skal på tvunget udlandsophold.

Der kan være mange årsager til at man fravælger det, det vil blive en straf, det kan resultere i man fravælger de uddannelser og giver en negativ effekt.

Man bør måske i stedet opmuntre dem der egner sig i de givne situationer, det skader bestemt ikke at komme uden for hegnspælene. Men tvang er aldrig en holdbar løsning.

Nu har jeg læst et par artikler om ministerens forslag og det har vakt min nysgerrighed. Charlotte Sahl-Madsen kræver at studerende skal afsted -også selvom det koster kæresten. Det fik mig straks til at undres. Hvem er det der stiller sådanne krav til andre. Er det en hensynsløs karrierekvinde. Har hun ikke selv nogen bindinger til mand, kæreste, børn.

Alle søgninger på nettet fortæller om et CV med lutter professionelle succeshistorier. At hun er en drivkraft og en stræber i de jobs hun har bestredet. Der findes intet der fortæller om hende som menneske. Bortset fra at hun vist bor på Havnevænget i Høruphav og har sommerhus i Ebeltoft. Det er i mine øjne et ynkeligt CV, fordi der manglet et menneske. Et menneske der er andet end karriere. Men det forklarer måske hvorfor hun kræver at andre skal forlade kærester og de miljøer hvor de trives for at jagte karriere. Blive det fuldendte homo economicus.

At studerende tager til udlandet er skam fint, men gør det dog frivilligt og skal flere afsted, så gør det attrak,tivt!

Dorte Sørensen Abonnent siger:

Hørte en debat i P1-debat i dag mellem videnskabsministeren og en fra studenterorganisationerne ved universiteterne. Her mente studenter repræsentanten, at en studieperiode var fint men det skal være på den studerendes eget frie valg og ikke et krav til studiet. Her fandt ministeren ikke at det behøvede at være et eget valg for den studerende, da et udenrigs studieophold var et så stort gode. Dog ville ministeren ikke kalde det tvang , da omstændigheder som små børn, gravitet og sygdom i familien skulle være grunde til ikke at skulle af sted.