Skip to Content
Søndag 27. maj 2012

Kigali

Kagame er en sikker præsident i Rwanda

Publiceret: 09:22, 11. august 2010
Paul Kagame er genvalgt som Rwandas præsident med over 90 procent af stemmerne. Han har ledet landet siden folkemordet på 800.000 tutsier og moderate hutuer.

Det endelige valgresultat i Rwanda ventes senere onsdag. Men der er ingen tvivl om vinderen af præsidentvalget. Det bliver Paul Kagame med over 90 procent af stemmerne.

De foreløbige resultater viser, at Kagame har fået 92,2 procent af stemmerne. Han har været Rwandas leder, siden det i 1994 lykkedes at fordrive hutu-regeringen, der stod bag folkemordet på 800.000 tutsier og moderate hutuer.

Den 52-årige Kagame har under valgkampen været anklaget for at undertrykke politiske modstandere. Observatører fra det britiske statssamfund Commonwealth klager over, at der ikke har været en reel opposition til præsidenten.

Tværtimod brugte hans tre modkandidater, der kommer fra hans regeringskoalition, meget tid på at rose Kagame for hans indsats.

To af hans øvrige modstandere blev myrdet, inden valgkampen gik i gang. Regeringen siger de var ofre for tilfældig kriminalitet, men menneskerettighedsgrupper mener, der var mord med et politisk formål.

Den lille kaffeproducerende nation i det østlige Afrika er blomstret op under Kagames ledelse. Det er det mest stabile land i regionen, og har de senere år har haft årlige vækstrater på otte procent.

/ritzau/dpa

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her