Universiteterne og forskningen går en usikker fremtid i møde i de kommende år.
Formanden for Danske Universiteter, rektor Jens Oddershede fra Syddansk Universitet, siger, at regeringens finanslovforslag rammer forskningen.
Det er dog et stor men i forhold til forskningen. Den såkaldte Globaliseringspulje indholder frem mod 2013 2,4 milliarder kroner, som universiteterne kan få en del af.
Ifølge Jens Oddershede er den bedste situation for universiteterne status quo. Men han frygter, at det ender med besparelser.
- Hvis vi ikke får penge fra puljen, skal vi spare, og vi er nødt til at reducere i personale. Det mindsker vores muligheder for at indgå i forskningsprojekter og betyder klart en forringelse af kvaliteten, for jeg tvivler på, at Folketinget vil acceptere, at vi optager færre studerende, siger Jens Oddershede.
Regeringen hævder, at den styrker og satser på forskning, da det er en nødvendighed for, at Danmark kan klare sig i fremtiden. Det billede har Jens Oddershede svært ved at genkende.
- Ambitionerne for Danmarks evne til at klare sig i vækstøkonomi ved at udvikle og innovere mere, svarer ikke til de målsætninger, man har økonomisk. De to ting passer ikke sammen. Det er et stykke vej fra den måde, man udmønter pengene på, til den måde, man holder skåltaler på, siger Jens Oddershede, der også sender en appel til politikerne om længere aftaler i stedet for en årlig kamp om penge.
- Det værste er næsten usikkerheden. Vi ved ikke, om vi er købt eller solgt. Det er en meget svær måde at drive forskning på, siger han.
Socialdemokraterne kritiserer også regeringen for at spare på forskning.
- Regeringen ser forskning som en udgift i stedet for at se det som en investering i fremtidens vækst. Nu bliver forskning og uddannelse i stedet offer for kortsigtede sparehensyn. At spare på forskning i en krisetid svarer til at smide nøglen væk til fremtidens vækst og velstand, siger Kirsten Brosbøl, forskningsordfører for Socialdemokraterne.
/ritzau/
Kommentarer
Der er jo ikke tale om nedskæringer, men om nulvækst… Og det er jo altså ikke det samme, hvis man skal tro den reaktionære del af folketinget.
Og så er det ved at være sidste udkald, hvis den frie forskning skal have sin gang på dansk jord, for midlerne er efterhånden så sparsomme, at de smalle emner og fagretninger må lukke ned.
Det sidste ses af den debat, der foregår på Københavns Universitet, hvor Det humanistiske Fakultet føler trang til at mindske fagudbudet.
Der er efter min overbevisning for stort fokus på salgbarhed og direkte gevinst på forskningen, hvilket er et problem, for det er bestemt ikke alle områder, der bidrager med forskning af innovativ karakter. Nogle områder lades i stikken for at andre måske kan klare sig igennem de nedskæringer og ændringer i strukturer, der har ramt de forskningsbaserede uddannelser, der skal levere de nye kuld af forskere, der må formodes at få sværere ved at få de fornødne ansættelser og dermed den fornødne erfaring, der netop skal være med til at gøre de danske universiteter bedre og være med til at skabe bedre produkter, der måske kan sælges.