Den konservative partiformand, Lene Espersen, erklærer sig nu enig med sin politiske ordfører, Henriette Kjær, der i søndags i et interview med Politiken fastslog, at det har slidt på De Konservative at sidde i regering.
Det kriseramte parti har været nødt til at indgå kompromisser, som var en fejl, og som har efterladt kernevælgerne med en følelse af svigt, lød det fra Henriette Kjær.
Og Lene Espersen erklærer sig fra partiets sommergruppemøde “fuldstændig enig med Henriette Kjær”.
- Selv om vi er en del af regeringen, er det vigtigt, at vi selv kæmper for vores mærkeager, siger Lene Espersen.
Hendes erkendelse kommer paradoksalt nok efter, at hun i mandags afviste påstanden om, at den konservative ledelse har givet for let køb på mærkesagerne.
Her lød det triumferende fra Lene Espersen:
- Vi har fået så mange konservative mærkesager igennem, som ikke lykkedes, da vi havde statsministerposten under Poul Schlüter.
Tilsvarende afviste hun i interviewet mandag pure, at partiet har manglet en klar markering af konservative værdier.
- Det anerkender jeg bestemt ikke, forklarede Espersen således til Politiken.
/ritzau/
Kommentarer
Lene Espersen fortsæt blot dine drømmsyn under dynen, for du har slet ikke set virkeligheden.