Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

S og SF vil ændre multimedieskatten

Publiceret: 20:06, 5. september 2010
Socialdemokraterne og SF vil ændre den udskældte multimedieskat i deres nye finanslovudspil.

Folk, der kun får enten en mobiltelefon eller en computer betalt af deres arbejdsgiver, skal fremover slippe for den omstridte multimedieskat.

Folk der både får en mobiltelefon og en computer betalt af deres arbejdsgiver, skal derimod fortsat betale multimedieskat.

Det foreslår Socialdemokraterne og SF, der mandag fremlægger deres fælles bud på næste års finanslov.

- Vores forslag er, at hvis du bare har fået én enhed af din arbejdsgiver, så vil vi lempe de pågældende ud af ordningen, siger finansordfører Morten Bødskov (S) til TV 2 Nyhederne.

Det vil gøre livet betydelig lettere for politibetjente, folkeskolelærere, tømrere og andre, der har arbejdsgiverbetalte mobiltelefoner eller computere, mener de to partier.

Lempelsen af multimedieskatten vil ifølge S og SF komme 100.000 danskere til gode og koste 100 millioner kroner.

Men skatteminister Troels Lund Poulsen (V) skyder forslaget ned.

- Det er simpelt i en socialdemokratisk optik, men ikke i en ganske almindelig hverdags optik, hvor man skal have et skattesystem til at fungere, siger ministeren.

Og det bliver svært at samle politisk flertal for forslaget, for Dansk Folkeparti er også imod.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her
Eva Lia siger:

Afskaf den mærkværdige konstruktion af en hæmsko for fremtidens arbejdsform. Det er dansk skattetænkning når det er værst.

Gebyrer på arbejde har vi nok af i Danmark. Sikke en slatten omgang fra dem, der ellers bryster sig af at være arbejderpartier.