Efter knap tre år med Thor Pedersen som Folketingets formand retter oppositionen nu en skarp kritik af hans ledelsesstil. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Oppositionspartierne mener, at Thor Pedersen alt for ofte optræder som bolværk for regeringen og glemmer, at han står i spidsen for hele Folketinget.
- Jeg mener, at Thor Pedersen indimellem har svært ved at finde ud af, om han er regeringens repræsentant, aktiv Venstre-politiker eller Folketingets tillidsrepræsentant, siger SF’s gruppeformand Ole Sohn.
- En god formand agerer altid, i enhver sammenhæng og uden undtagelse, som Folketingets tillidsrepræsentant. Der har været flere eksempler, hvor det ikke har skinnet igennem, siger gruppeformanden.
Også Socialdemokraternes gruppeformand, Carsten Hansen, sætter spørgsmålstegn ved Thor Pedersens evne til at “fordele sol og vind lige”.
- Han er formentlig ikke færdig med at føre politik. Derfor betragter han sig som regeringens forlængede arm. Og det må man aldrig, når man er formand for Folketinget. Man skal være hele Folketingets formand, siger han.
Thor Pedersen ønsker ikke selv at kommentere kritikken. Men De Konservatives gruppeformand og præsidiemedlem, Helge Adam Møller, forsvarer hans ledelsesstil.
/ritzau/
Kommentarer
Intet nyt fra vestfronten. VKO sidder godt og solidt på magten, og pjattede demokratiske spilleregler er noget man skider højt og flot på. Den regering skal væk og det kan kun gå for langsomt.
Helge Adam Møller er med på hvad-som-helst, hans Venstre-kolleger fortæller ham, han skal. Han er dog noget af det stiveste inden for poleret magtarrogance.
Men ham om det. Hans mening tillægger jeg ikke nogen stor betydning, ej heller når han rasler med sablen.
Det er straks værre med værdigheden af Folketingets Formand - som burde have et nyt navn, så man måske en dag kunne få en kvinde i embedet.
Thor Pedersen var et dårligt valg. Han vil ikke rette sig efter hele Folketinget, desværre. Jeg husker en anden Venstre-mand i rollen, nemlig Ivar Nielsen, som dog havde evnen til at se modstanderne i øjnene og føre klar tale.
For pokker, Venstre er et stor parti, der burde være personer, der kunne klare denne udfordring - at samle og hele, hvad man i kampens hede kommer til at skabe.
Enig med Morten Kjeldgaard: Det kan kun gå for langsomt at få den magtgale regering sat på porten …
Hvis vi skal debatterer Thor Pedersen, så skulle han ALDRIG ha´ været sat på valg til Folketingets formand, efter at han blev afsløret i at fifle med sin landbrugsstøtte og så endda mens han var finansminister. At Han heller ikke kunne holde sin lovpligtige bopælspligt gør ikke sagen bedre.
PS: I mine øjne var Mejdahl ( eller hvordan navnet staves) en bedre formand end I Hansen.