Skip to Content
Søndag 27. maj 2012

København

Kommune brugte millioner på hjemmesideflop

Publiceret: 01:35, 20. december 2010
Op til sidste års klimatopmøde brugte København fem millioner kroner på en nu lukket hjemmeside.

Fem millioner kroner for 2500 profiler eller 2000 kroner pr. profil.

Så mange penge kostede det nu lukkede prestigeprojekt World Climate Community de københavnske skatteydere.

Det viser tal fra Teknik- og Miljøforvaltningen i København, skriver Urban.

Ideen med World Climate Community var at skabe et online socialt netværk for klima- og miljødialog, som skulle drives videre af værtsbyen for COP16.

To måneder efter klimatopmødet i København stod det imidlertid klart, at de mexicanske politikere i den nye værtsby Cancun ikke var interesserede i at overtage hjemmesiden, og i juni 2010 blev stikket så endeligt trukket på World Climate Community.

Ambitionerne fejlede ellers ikke noget, da Københavns daværende teknik og miljøborgmester, Klaus Bondam (R), lancerede hjemmesiden ved en reception på Islands Brygge 11. juni sidste år:

- Vi har skabt World Climate Community i København for at få verden i dialog, lød det.

Det eneste håndgribelige, der kom ud af hjemmesiden, var nogle helt korte statements, som blev vist på en stor digital jordklode, der stod på Rådhuspladsen i København under klimatopmødet.

Klaus Bondam, der i dag er beskæftigelses- og integrationsborgmester, indrømmer over for Urban, at World Climate Community ikke blev den ønskede succes.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her