Kosovos nye præsident, millionæren Behgjet Pacolli, vil give sin løn til fattighjælp.
Gagen, der beløber sig til knapt 19.000 kroner om måneden, tilfalder 10 værdigt trængende familier i den ludfattige Balkan-nation.
Det skriver nyhedsbureuaet AFP.
Pacolli “vil ikke modtage lønnen fra Kosovos budget, men vil give den til familier i fattig sociale omstændigheder,” hedder det i en pressemeddelelse fra præsidentkontoret.
Rigmanden blev født i Kosovo, men tjente en mindre formue i spidsen for et større, schweizisk firma. Han vandt tirsdag præsidentvalget i sit fødeland efter tre valgrunder.
- Vi må arbejde vores vej op økonomisk for at skabe nye muligheder for folk og for familier, fordi situationen er alarmerende, forklarer Pacolli.
Kosovo hører til blandt Europas fattigste lande. Knap halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og arbejdsløshedstallene er også meget høje. 40 procent står nemlig uden job.
Det lille land på Balkan løsrev sig fra Serbien i 2008.
/ritzau/AFP
Kommentarer
Ikke en nyhed
Arbejdsløshedstallet er jo ikke unormalt - i gamle dage var det et velstandstegn, når én indtægt kunne forsørge en familie. Jeg forstår heller ikke, at arbejdsløshed nødvendigvis opstår, sålænge et land er så fattigt, at der er rig mulighed for at forøge vareudbuddet med egenproduktion, ikke mindst indenfor landbrug, hvor der jo er jord, man kan dyrke.