Skip to Content
Søndag 27. maj 2012

København

Tid til nye eventyr for operaens gulddreng

Publiceret: 18:25, 18. marts 2011
Kasper Bech Holten er en dristig og dygtig iscenesætter og desuden en begavet formidler af operaens univers.

Et årtusindskifte plejer at varsle nye landvindinger, og en landvinding for Det Kongelige Teater blev det, da den 26-årige Kasper Bech Holten i 2000 tiltrådte stillingen som operachef på nationalscenen.

Især efter åbningen af Operaen på Holmen i København fik han mulighed for at tilføre stedet de muskler og kunstneriske kvaliteter, der løftede operascenen i København op på et højt internationalt niveau.

Den proces kan ikke udelukkende, men i høj grad tilskrives Kasper Bech Holten. Desuden har han markeret sig som en fremragende formidler med pædagogisk sans for at forklare selv den mest indædte operahader, hvad genren egentligt står for, og hvorfor “Figaros bryllup” og “Aïda” stadig rummer et aktuelt budskab, flere hundrede år efter deres første opførelser.

Han har altid været en fortaler for at præsentere værkerne, så de gav mening for et nutidigt publikum. For det meste er den mission lykkedes, men de seneste år rummer også eksempler på iscenesættelser, der hverken behagede publikum eller anmelderne.

Blandt chefens mange kunstneriske triumfer kan især fremhæves nyopsætningen af Wagners “Ringen”, som gav genklang langt ud over landets grænser.

Derfor har han haft mange opgaver på udenlandske scener, og nu tager han et kvantespring i karrieren, når han tiltræder stillingen som operachef på ét af genrens store huse, Covent Garden i London.

I 2009 gav Kasper Bech Holten udtryk for, at det var tid til nye eventyr.

- Om to år tror jeg, det vil være sundt for Det Kongelige Teater at få en ny chef med friske øjne og ører for at videreudvikle Den Kongelige Opera, ligesom jeg tror, det vil være rigtigt for mig i højere grad at hellige mig mit arbejde som instruktør, sagde han dengang.

Men indimellem byder tilværelsen på tilbud, som det er svært at afslå. Derfor får han base i den britiske hovedstad, men inden den tid kommer, står Kasper Bech Holten bag endnu et par interessante udspil på de hjemlige breddegrader. .

Den 7. april er der biografpremiere på “Juan”, hans efter sigende meget moderne bud på en filmversion af Mozarts opera “Din Giovanni. En måneds tid senere har Operaen premiere på Holtens sidste opgave i hans tid på Holmen, Richard Strauss’ “Kvinden uden skygge”.

Kasper Bech Holten er søn af tidligere nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen, og han studerede litteratur- og teatervidenskab, før han tog springet over i musikkens og operaens verden.

Han fungerede som kunstnerisk leder af Aarhus Sommeropera i årene 1996-2000.

En overgang var Kasper Bech Holten fast inventar i den kulørte del af pressen, fordi han forlod sin kræftsyge hustru, den senere afdøde studievært Kamilla Bech Holten. Senere blev han kæreste med koreografen og danseren Signe Fabricius.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Stopper mens legen er god! Halvtomme sæder, discountagtige opsætninger (f.eks. Tristan og Isolde) og underskudsforretninger peger i mine øjne slet ikke på, at leger er god.

Det var da ikke kun i pressen at Kasper Bech Holten fik ‘tæsk’ for at være en !&¤%/¤&/#%¤!!!!!!!!
Hvor mange af dem der kendte Kamilla tror I gider have noget med ham at gøre nu ?
Selv hans mor (!) syntes han var langt ude ..

Personligt kan jeg kun glæde mig over ikke længere at skulle betale hans løn !