Skip to Content
Søndag 27. maj 2012

København

Ekspert: Gaddafi-familie tog hurtig udvej

Publiceret: 21:08, 29. august 2011
Mellemøst-forsker tror ikke på, at der ligger politiske aftaler bag Gaddafi-familiens flugt til naboland.

Meget taler for, at det er forholdsvis tilfældigt, når Muammar Gaddafis kone, tre af deres børn og flere børnebørn netop valgte at flygte over Libyens grænse til Algeriet.

Det mener Peter Seeberg, lektor på Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet.

- Jeg tror, det handler om, at i den situation, styret i Libyen befinder sig i, drejer det sig simpelthen om at gøre, hvad der er muligt, og så komme væk ad de kanaler, hvor det nu lader sig gøre, siger Seeberg til Ritzau.

Han nedtoner dermed betydningen af, at Algeriet har valgt at forholde sig neutralt i forhold til begivenhederne i Libyen, hvilket har fået oprørerne i Libyen til at kritisere nabolandet for at støtte Gaddafi.

- Nok ser vi indimellem modsætninger mellem de nordafrikanske lande, men der går altså meget længe mellem deciderede konflikter eller det, som er endnu værre, forklarer Peter Seeberg.

Indtil der foreligger flere detaljer om familiens flugt, siger Seeberg, at den formentlig også kunne være flygtet til Tunesien, Egypten, Tchad eller på et skib over Middelhavet.

- Jeg hælder meget til, at det nærmest har været det muliges kunst, at de nu befinder sig i Algeriet. Derfor tvivler jeg også på, at myndigheder på højere niveau eller efterretningstjenesterne i de to lande er involveret i flugten.

Peter Seeberg gør også opmærksom på, at der findes et hierarki inden for Gaddafis familie.

- De medlemmer, der nu er Algeriet, hører ikke hjemme i toppen af hierarkiet. Derfor vil de formentlig heller ikke få problemer med at opnå det internationale samfunds beskyttelse, slutter han.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Derfor tvivler jeg også på, at myndigheder på højere niveau eller efterretningstjenesterne i de to lande er involveret i flugten”

Som om!

Det er ikke sådan at Gaddafi bare kan invadere et andet land. Han skal have tilladelse før han sætter sin fod i en anden stat, og denne har Algeriet, hvis det er der han er flygtet, givet.

Modydelsen har sikkert væren en formue. Dette er politik, og en meget bevidst en af slagsen.

Søren Lom siger:

Besynderlig overskrift, det er normalt en aforisme for selvmord.

Jeg tænkte præcis det samme Søren. Meget besynderligt valg.