Ny forskning: Delfinerne fløjter ikke

Det er ikke naturligt for delfiner at bevæge munden. De kan dresseres til det, men de snakker med næsen.

Delfiner fløjter ikke, som det hidtil har været antaget. De snakker med næsen og laver lyde på samme måde som mennesker.

Et dansk forskerhold er nået frem til dette resultat gennem et usædvanligt samarbejde med forskere fra den amerikanske flåde, skriver Weekendavisen fredag.

Professor Peter Teglbjerg Madsen siger til avisen, at der i snart 50 år har været bred enighed om, at delfiner fløjter.

- Men vores projekt viser, at den fløjtende lyd kommer fra delfinernes bindevævslæber i næsen. Lyden bliver således til på samme måde, som når vi mennesker bruger vores stemmebånd, fortæller professoren.

De danske og amerikanske forskere er nået frem til de nye resultater ved at studere en 34 år gammel lydoptagelse fra et spektakulært forsøg med en 12 år gammel delfin af arten øresvin.

Forskerne har med moderne computerteknologi analyseret lydsporene ned til mindste detalje.

- Vi kan konkludere, at delfiner ikke fløjter, men frembringer lydene med deres bindevævslæber i næsen, som er deres svar på stemmebånd, forklarer Peter Teglbjerg Madsen.

De bevægelser med munden, som vi kan se i et delfinshow eller i et gammelt afsnit af tv-serien "Flipper", er i bund og grund noget, vi mennesker har dresseret dyrene til. Det er ikke noget, som de bruger i deres naturlige element.

Lydene kommer nemlig ikke fra delfinernes mund, men fra blæsehullet på toppen af delfinens hoved, som også er delfinens svar på en næse.

Undersøgelsen af delfinernes kommunikationsteknik er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Biology Letters.

/ritzau/

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Relaterede artikler

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu