Skip to Content
Søndag 27. maj 2012

Jeddah

Saudisk konge giver kvinder stemmeret

Publiceret: 14:42, 25. september 2011 | Opdateret: 20:50, 25. september 2011
Det konservative islamiske kongerige er parat til at lempe landets kvindeundertrykkende lovgivning.

Saudi-Arabiens kong Abdullah siger søndag, at kvinder i det islamiske kongerige vil få mulighed for at indtræde som fuldgyldige medlemmer af det rådgivende Shuraråd og at deltage i fremtidige kommunalvalg.

På den måde opfylder kongen de vigtigste krav fra liberale aktivister, der har kæmpet for kvinders rettigheder i det stærkt konservative land.

- Vi ønsker ikke at marginalisere kvinder i roller, der ikke er i konflikt med sharialovgivningen. Derfor har vi efter indgående drøftelser med vores højtstående præster og andre besluttet at inddrage kvinder i Shurarådet, siger kong Abdullah i en tale til rådet.

- Det vil begynde fra næste valgperiode. Kvinder vil også være i stand til at stille op som kandidater til kommunalvalget, og de vil endda have ret til at stemme, tilføjer han.

Aktivister i Saudi-Arabien har længe opfordret til større rettigheder for kvinder, som har forbud mod at rejse, arbejde eller at gennemgå medicinske operationer, uden at en mandlig slægtning er til stede. Kvinder har også forbud mod at køre bil.

Ændringerne vil finde sted efter torsdagens kommunalvalg, hvor kvinder hverken har stemmeret eller mulighed for at opstille som kandidat.

I torsdagens kommunalvalg, der er det andet i Saudi-Arabiens historie, er der opstillet over 5000 mænd som kandidater til halvdelen af pladserne i kongerigets 285 kommunalbestyrelser. Den anden halvdel udpeges af regeringen.

Det første valg blev holdt i 2005, men regeringen udvidede de siddende kommunalbestyrelsers periode med yderligere to år.

Flere end 60 intellektuelle saudiarabere og aktivister har opfordret til en boykot af valget, fordi kvinderne bliver holdt uden for.

/ritzau/Reuters

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Til kommunalvalget…

Denne kommentar er anbefalet af:

Men de må stadigt ikke forlade hjemmet uden mandling ledsagelse, så mon der komerm ret mange kvinder i spil?