Skip to Content
Søndag 27. maj 2012

København

Frikommuneforsøg skydes et halvt år

Publiceret: 12:35, 27. oktober 2011
Ni kommuners forsøg med at være regeldræbere og afskaffe unødvendigt bureaukrati forsinkes af valget.

Valgkampen kom i vejen for forsøget med frikommuner, der får lov at slippe for forskellige statslige regler for at udnytte deres ressourcer bedre.

Derfor må nogle af frikommuneforsøgene vente et halvt år, indtil loven om frikommuner træder i kraft 1. juli.

Det har økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) netop meddelt de ni danske frikommuner.

Selvom frikommuneforsøget fortsat begynder 1. januar, så vil det i første omgang kun bestå af forsøg, som kan godkendes administrativt. Forsøg, der kræver, at frikommuneloven er vedtaget, kan først gå i gang til næste sommer.

De ni frikommuner har allerede indsendt 174 ansøgninger til konkrete forsøg, som nu skal granskes i ministerierne. Men kommuner kan nå at søge om flere, fordi ansøgningsfristen om dispensation fra statslige regler og krav rykkes fra 1. november til 1. december.

Margrethe Vestager opfordrer de ni kommende frikommuner til at klø på med deres ansøgninger om dispensation fra bøvlede regler og dokumentationskrav, så forsøgene bliver så ambitiøse og kreative som muligt.

- Vi skal modernisere hele den offentlige sektor. Frikommuneforsøget er en vigtig brik i den plan, siger Margrethe Vestager og fortsætter:

Men den ekstra frist kan få begrænset betydning. Kommunerne er usikre på, hvilke typer forsøg regeringen overhovedet vil tage med i frikommuneloven.

- Vi har ikke planer om at indsende flere forsøg, før vi ved, hvilke typer forsøg den nye regering vil have med i loven, forklarer frikommunekontaktperson i Gladsaxe Kommune Troels Haudrum Larsen til Danske Kommuner.

Også borgmester Knud Kristensen (K) fra frikommunen Vesthimmerland er utilfreds med ventetiden.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her