Alt tyder på, at der ikke vil blive gennemført nogen ny kommissionsundersøgelse af CIA’s hemmelige flyvninger med fanger over dansk-grønlandsk luftterritorium.
Det ligger i kortene efter et møde mellem udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og lederen af Grønlands selvstyre, Kuupik Kleist (IA).
På det halvanden time lange møde i Udenrigsministeriet i København havde de to politikere, der kender hinanden godt, “en god dialog”, og de forstod hinandens synspunkter, som Kuupik Kleist udtrykker det.
Og det var ikke muligt at få nogen af de to til at erkende, at en ny kommissionsundersøgelse, som Grønland ønsker det, er død og begravet.
Villy Søvndal, der tidligere har været indstillet på at tage emnet op igen, siger, at der i regeringsgrundlaget er fortaget en prioritering af de undersøgelser, man vil gennemføre. CIA-flyvningerne er ikke en af dem.
Oprindeligt var der ifølge udenrigsministeren lagt op til 17 forskellige undersøgelser, men regeringsgrundlaget nævner kun krigene i Irak og Afghanistan, som Søvndal betegner som de vigtigste udenrigspolitiske begivenheder i de seneste 10 år.
Søvndals argument for ikke at tage undersøgelserne af CIA-flyvningerne op er, som han tidligere har sagt det, “frygten for at sande til i bagudrettede og omkostningstunge undersøgelser”.
- Dialogen fortsætter, men jeg tør ikke at sige, hvad det endelige resultat bliver, siger Villy Søvndal efter mødet med Kuupik Kleist.
- Men jeg kan garantere, at den slags hemmelige flyvninger ikke kommer til at gentage sig. USA har i 2008 over for Danmark og Storbritannien skriftligt erklæret, at de to landes regeringer vil blive orienteret, hvis noget sådant sker, siger Søvndal.
Han tilføjer, at det vil udløse en diplomatisk krise af dimensioner, hvis USA trods skriftlige erklæringer gør det alligevel.
/ritzau/
Kommentarer
Søvndal:
“Frygten for at sande til bagudrettede og omkostningstunge undersøgelser”
Jeg væmmes ved den argumentation der skriger af løgn og bedrag!
For det første fordi enhver læring i sådanne sager nødvendigvis kun kan foregå ved bagudrettede undersøgelser så det er et ikke-argument.
For det andet vil jeg gerne vide hvilke sager Villy Søvndal og Co så mener det er værd at betale for, hvis ikke kampen mod ulovlig tilfangetagelse og tortur af mennesker er det.
En så tynd undskyldning der tydeligvis er løgn tyder på der virkelig er noget der ikke skal frem i lyset!
Hvor er enhedslisten henne her? Skal man nu også til at miste troen på at de vil kæmpe for disse “for omkostningstunge” principper.
Jeg kan ikke stille mig til dommer over Villy, som sikkert ikke er meget for at bruge sin egen families sikkerhed som indsats overfor en morderisk og brutal institution.
Men undskyldningen er nu altså i særklasse: Lad os heller ikke spilde ressourcer på kedelige, bagudrettede efterforskninger af drab og voldtægt, for de fører jo uværgeligt bare til ekstra omkostninger og unødige konflikter med den efterforskede…
Det er også omkostningstungt at efterforske terror-drab og folkemord. Men hvis Putin lover, at han ikke vil invitere politiske modstandere på te, så er der jo ingen grund til at rippe op i gamle sager.