Debatten om fattigdom i dagens Danmark efterlader det indtryk, at de arbejdsløse og udsatte bare kan tage sig sammen og få et arbejde.
Det mener formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen.
- Solidariteten har lidt et knæk, og danskerne sætter spørgsmålstegn ved, om det lige er mig, der skal hjælpe mine medmennesker via skatten eller helt konkret, siger han.
- Måske fordi vi et eller andet sted synes, at folk bare skal tage sig sammen, og så synes vi også, at vi har set ting, som ikke er rimeligt i forhold til hjælp. Det - garneret med det danskere har hørt eller læst i medierne - gør os lidt mistroiske, siger han.
Den ophedede debat om, hvornår man er fattig, startede tirsdag, da SF’s socialordfører, Özlem Cekics, besøgte den enlige mor Carina for at bevise, at der er fattige mennesker i Danmark.
Men den lille familie har 15.728 kroner til rådighed efter skat, og Özlem Cekic erkendte, at hun begik en fejl ved at udråbe familien som “fattig”, og at det har afsporet debatten.
Jann Sjursen er sikker på, at besøget hos Carina får betydning for folks opfattelse af fattige og udsatte mennesker.
Samme holdning har flere af de organisationer, der lige nu samler ind til julehjælp.
- Jeg kan godt frygte, at en sådan en historie vil påvirke juleindsamlingen til fattige danskere. Nogle gange har den salgs historier en tendens til at leve videre, siger generalsekretær Klaus Nørlem fra Dansk Folkehjælp til Kristeligt Dagblad.
Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lever 234.000 danskere under OECD’s fattigdomsgrænse, og antallet af fattige er steget med 50 procent de seneste 10 år.
- Hele debatten afspejler, hvor vigtigt det er, at Danmark får defineret en fattigdomsgrænse, siger Jann Sjursen.
/ritzau/
Kommentarer
Danskerne er fattige, men mest i ånden. Det er frugten af mere end 40 års massiv amerikansk propaganda i “dansk” tv.
Er jeg den eneste der kan se det?
At dét der virkelig mangler, er den gode vilje?
Denne kommentar er anbefalet af:
Nej, Henrik Darlie, det er du ikke den eneste, der kan se - og jeg tror, at hele regnearksforestillingen har en stor del af skylden. Symbolerne for aktivitet og produktion tages for konkrete værdier - så må det gå galt.
Denne kommentar er anbefalet af:
Henrik Darlie,
Det er næppe ånden, der er på spil, når de 234.000 fattige forsøger at få budgettet til at række måneden ud.
Jeg synes, det er en ignorant tilgang til emnet.
Som det fremgår andetsteds, så har Carina 3.000 kr. mere end den fattigdomsgrænse 234.000 danskere er ramt af i dag.
Carina 5.000 kr. til sig og sit barn hver måned + lidt til det løse.
3.000 kr. mindre er vi nede på 2.000 kr. Og det er beløb i den størrelsesorden fattige må leve af.
Som jeg gentagne gange har nævnt, har en lang række kommuner selv fastsat en fattigdomsgrænse på ned til 2.500 kr. pr. person + 600 kr. til hvert barn. Det skal så række til mad, tøj, cigaretter, fritidsinteresser, telefonregninger, transport, gaver osv. Hvis vi kunne rykke denne grænse op til 5-6.000 kr. ville vi endelig have gjort op med fattigdom i Danmark.
Denne kommentar er anbefalet af:
Henrik Charlie,
Jeg mangler at tilføje, at du selvfølgelig har ret, når vi ser på den tidsånd, der gør, at vi ikke tåler at en ledig eller syg skulle have en tilværelse som en kassedame.
Her kommer regnedrengene jo frem med deres kugleramme.
Det er virkelig lykkedes Claus Hjort at indprente parolen i danskerne, at det skal kunne betale sig at arbejde.
At parolen så er tom, gider danskerne så ikke bruge krudt på. Det er også en del af tidsånden. Vi tager fraser og myter til os i en fuldstændig kynisk tilgang til, hvilke konsekvenser det har for dem, det går ud over. Bare man selv har sit på det tørre.
På 10 år er hjemløse væltet frem på gader og stræder over alt i København, ja, selv på Strøget ligger de i deres soveposer.
Danskerne værdiger dem ikke et blik. Journalisterne ofre det ikke en linje. De socialistiske politikere har prioriteret disse mennesker ud i 10. klik på deres hjemmesider. De har erstattet ordet social med ordet velfærd, hvilket jo betyder noget helt andet. Det første handler om, at hjælpe fattige, udsatte og syge. Det sidste handler om middelklassens krav til sig selv.
Denne kommentar er anbefalet af: