Skip to Content
Søndag 27. maj 2012

København

Ledighedskøen fortsætter med at vokse

Publiceret: 10:03, 1. december 2011 | Opdateret: 11:11, 1. december 2011
Ledigheden steg en anelse i oktober - og ser ud til at stige endnu mere den kommende tid.

Ledigheden steg svagt med 500 personer i oktober, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Dermed blev bruttoledigheden på i alt 164.300.

Målt som ledighedsprocent ligger ledigheden dog uændret på 6,2, sådan som det har været tilfældet også i de foregående tre måneder.

Trods stigningen er oktobertallet en vis lettelse for økonomerne.

- Det er ikke hver dag, at man kan glæde sig over en ledighedsstigning. Men det kan man godt tillade sig i dag, når den ikke er større, siger Niels Rønholt, seniorøkonom i Jyske Bank.

De seneste BNP-tal for Danmark viste onsdag negativ vækst i tredje kvartal. På den baggrund kan det ikke overraske økonomerne, at ledigheden har pil opad.

Desværre er der bred enighed om, at ledigheden i den kommende tid kun vil stige yderligere.

- Samlet forventer vi en stigning i bruttoledigheden på i omegnen af 10.000 til 15.000 personer, så ledighedskøen topper i et niveau på ca. 180.000 personer i løbet af 2012, siger Tore Stramer, seniorøkonom i Nykredit.

En længerevarende recession i Danmark vil ifølge Tore Stramer kunne sende ledigheden op over 200.000 personer.

I Jyske Bank konstaterer Niels Rønholt, at ledighedstoppen fra juli 2007 lå på ca. 169.500.

- Den top vil ganske givet blive overgået i den kommende tid, lyder hans vurdering.

Økonomernes skepsis skyldes den generelle stilstand i dansk økonomi, men også udmeldinger fra virksomhederne om deres forventninger til afskedigelser den kommende tid.

Ledighedstallet for oktober dækker over en stigning i ledigheden blandt kvinder på 700 personer, men et fald blandt mænd, hvor 300 færre er ledige.

/Ritzau/.

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Økonomer, vågn op!
I kan ikke se skoven for bare tal, eller hvad?

Jeg vil i hvert fald gerne kritisere de metoder, der benyttes i disse opgørelser.
Jeg har selv arbejdet en del med arbejdmarkedsforhold, da jeg studerede, så mon ikke jeg ved et og andet - i hvert fald læres det hurtigt, når man selv er en af dem, der ikke er ledig/ikke har rigtigt arbejde!

Tallet, som Niels Rønholt m.fl. kommer med en gang om måneden, dækker jo ikke over alle de undtagelser, der er indført i de senere år. Det giver et misvisende tal; eller gør det, for hvordan defineres en arbejdsløs?
Så man kunne jo passende spørge økonomerne og embedsmændene om om:
- Er det de rigtige tal, I benytter, når I laver diverse opgørelser?
- Og hvad er det rigtige ledighedstal?
- Hvem skal tælles med? Alle, eller kun dem, der ikke er sendt ud i aktivering?

En person, der er sendt på “kend din indre fugl-kursus” eller er i løntilskud, jamen vedkommende er da ikke ledig… vedkommende får jo ikke dagpenge (selvom ens dagpengeperiode stadig barberes!), nej, der gives aktiveringsydelse eller løntilskudsløn, der er en barbering af den almindelige timeløn, så selvom man arbejder fuld tid, så kommer man aldrig i nærheden af det beløb, man ville tjene, hvis overenskomsten ikke var sat ud af kraft!

Og så er der alle dem, der ikke kan få penge, fordi deres samlever tjener 4 bønner og et bøjet søm om måneden - er de så ikke arbejdsløse, fordi de ikke får noget? Og så er der dem, der er langstidssygemeldte… Nej, de er jo syge, vil økonomen jo sige; jo tak, men man kan godt stå uden job og være langstidssygemeldt samtidig! Og man ser ikke sig selv som værende mindre arbejdsløs af den grund.

Denne kommentar er anbefalet af:

De seneste tal fra Danmarks Statistik for ledigheden for Danmark kom i dag torsdag den 1. december 2011 og er fra oktober 2011 (Bruttoledigheden):

http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2011/NR564.pdf

AKU-ledigheden (3. kvt. 2011):

http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2011/NR545_1.pdf

Der findes 3 forskellige tal for ledigheden i DK, Den registrerede ledighed, Bruttoledigheden og Ledigheden iflg. Arbejdskraftundersøgelsen (AKU-ledigheden)

Den registrerede ledighed: Tæller arbejdsløse personer, der er forsikret mod ledighed i form af et medlemskab af en a-kasse.

Bruttoledighed: Tæller den registrerede ledighed og lægger aktiverede til samt personer i løntilskudsjob. Tallet omfatter alle, der ved arbejdsløshed har ret til offentlig forsørgelse som dagpenge og kontanthjælp.

Arbejdskraftundersøgelsen (AKU): Fanger også ledige, der ikke er registreret og dermed ret til dagpenge og kontanthjælp. AKU baseres på interviewundersøgelse, der gennemføres i hele EU og mange andre lande.

I AKU anvendes samme definition af ledige og beskæftigede i alle lande. AKU-ledige er personer, som er helt uden arbejde, kan påtage sig et arbejde inden for to uger og er aktivt jobsøgende.

Der tages 22.000 interview i kvartalet til AKU. Resultaterne offentliggøres kvartalsvis, da antallet af interview ikke er stort nok til tilstrækkeligt pålidelige månedstal.

Kilde: Danmarks Statistik

–—

I Europa ser det således ud :

http://epp.eurostat.ec.europa.eu/statistics_explai…

Hvis mennesker stilles overfor et reelt valg mellem at arbejde og ikke at arbejde har langt de fleste ingen tvivl: De vil arbejde.

Årsagerne er mange til at vi foretrækker at arbejde hvis vi kan og hvis der er arbejde at få.

I vores kultur er det almindeligt at anse det at have et arbejde for en vigtig del af vores sociale profil:

Er man til selskab går der ikke mange øjeblikke før spørgsmålet lyder: “Hvad arbejder du med ?”

At fremstille det som om mennesker kun arbejder for at tjene penge er et forenklet livssyn, der undervurderer lysten hos langt de fleste til at udrette et stykke arbejde, gøre en forskel og have gode kolleger.

Ind imellem ser vi at udsatte grupper hænges ud fordi de ikke kan arbejde eller fordi der ikke er arbejde at få.

Dét at hænge andre ud er ofte tegn på egen intellektuel fattigdom, fikse idéer og afmagt over ikke selv at kunne gøre noget ved et problem som ledigheden.

Lad os aldrig forfalde til de lette løsninger at lægge andre for had, men i stedet tage den intellektuelle udfordring op at gøre noget positivt for at løse de opgaver vi står overfor ;o)

Denne kommentar er anbefalet af:

Humm hvis ledighedstallene steg under VK, var der ikke noget problem med tallene. Men når det er den nuværende regering kommer der alverdens forbehold - hold nu op. Regeringen har just indrømmet at flere vil komme på overførselsindkomst alene pga ophævelse af kontanthjælpsloftet etc. Det er ligeledes dokumenteret at de nye afgifter også lukker virksomheder eller flyter andre ud af landet. Lige nu sidder mange bestyrelser og direktører og overvejer fremtiden i Danmark. Yderligere bukker flere mindre virksomheder under for afgifterne og endnu mere bureaukrati.

100 års arbejdskamp gik ud på, at slippe af med kapitalisterne.

Hvis de alle rykker til udlandet, kan vi starte på en frisk. Der bliver arbejde til alle med at opdyrke jorden, renovere de tomme industribygninger, få startet nye og tidssvarende produktionssystemer op o.s.v.

Lad bare de dovne kapitalister forsvinde. De vil ikke blive savnet !!!