København
Brandattentat vækker muslimsk bekymring
Brandattentat på Islamisk Kulturcenter får trossamfund til at opfordre politikerne til at vise deres afsky.
Det Islamiske Trossamfund opfordrer politikerne til at tage afstand overfor de mange angreb på danske muslimer.
Opfordringen kommer, efter Islamisk Kulturcenter i Brønshøj natten til onsdag var udsat for et brandattentat. Københavns politi efterforsker for øjeblikket, om det bunder i et politisk eller religiøst motiv.
Islamisk Trossamfund er imidlertid ikke tvivl om motivet. Trossamfundet henviser til, at der blandt andet tidligere på måneden blev begravet et dødt svin på moskegrunden på Amager. Budskab: Muslimerne er uønskede.
- Adskillige gange har Det Islamiske Trossamfund i Danmark forsøgt at råbe politikerne op med ønske om handling og ansvar overfor disse tendenser i samfundet, men tilsyneladende forgæves, skriver Islamisk Trossamfund i en pressemeddelelse.
- Vi har tillid til vores danske system, og det vil være helt på sin plads at lade politikerne vise deres afstandtagen overfor disse modbydelige attentater.
- Alt andet ville være hyklerisk, når man samtidig beder diverse islamiske organisationer om at tage afstand fra stort og småt, der foregår tusinder af kilometer borte og uden relevans for dem i øvrigt, hedder det.
- Sekundært må man erkende, at dette problem er af langvarig karakter, hvorfor de nødvendige tiltag skal tages for, at vi sammen kan undgå sådanne terrorhandlinger, skriver Islamisk Trossamfund og fortsætter:
- I denne forbindelse stiller Det Islamiske Trossamfund sig undrende over, at der til dags dato ikke har været én eneste henvendelse, hvor man har forsøgt at tale om eventuelle tiltag, der skal hjælpe os med at gør dette samfund sikkert for alle, ikke mindst muslimerne.
Ved attentatet natten til onsdag blev der knust en rude i kulturcentret på Horsebakken, der blandt andet rummer en af landets ældste moskéer, hvorefter en brandbar væske blev hældt ud på gulvet og stukket i brand.
/ritzau/
Kommentarer
Egentlig er det ikke forbavsende. Men det giver mindelser til Kristallnacht i 1938, og er stærkt ubehageligt. Og med alle de penge PET får, er det underligt, man ikke har haft vilje til at gribe ind i forvejen.
Jeg syntes, at de, der bor i Danmark, og som føler sig frastødt at disse psykopatiske hændelser, burde organisere sig, og patrollere i grupper omkring lokaliteter, som kan være udsatte.
Det vil samtidig sende et meget stærkt signal til skadesforvolderne om, at man ikke accepterer dette uvæsen.
Det er noget griseri at angribe folks religiøse bygninger så som kirker, synagoger, moskeer o s v
( Religion er grundlæggende blot en overtro, som har et stort antal tilhængerer - men det er og bliver overtro - og det har folk selvfølgelig lov at dyrke i et frit samfund)..
Samfundet skal gribe hårdt og kontant ind over for overgreb mod trosfriheden, men samtidig skal samfundet ikke understøtte og beskytte “overtroiske” (religiøse) miljøer, der har underlige ideer om hvad man kan eller ikke kan spise, om forholdet mellem kvinder og mænd , om anvendelse af fysisk afstraffelse , om dødsstraf o s v.
Ja; lad os alle tage afstand fra overgreb mod religiøse foreninger/samfund.
Det må være enhver demokrats pligt, at plædere for trosfrihed for individet og retten til at praktisere sin religion, indenfor den øvrige lovgivnings rammer.
Det er derimod ikke en demokrats pligt at forsvare indholdet af religioner; Snarere tværtimod er det en demokratisk hjørnesten, frit at kunne tage afstand fra samme .
Uanset hvad religionerne hedder og praktiserer.
Denne kommentar er anbefalet af:
Carsten Hansen - jeg er helt enig i dine betragtninger.
Et afledt spørgsmål er, hvorledes man fra demokratisk hold bør forholde sig til religionen.
Eftersom demokratiet forudsætter, at den enkelte må have frihed til selv at tænke de politiske spørgsmål igennem, så forudsætter det også, at alle kan få den nødvendige baggrundsviden. Det kræver som minimum, at der er frihed til at debattere og til at argumentere for forskellige politiske holdninger. Demokratiet kan ikke leve uden en almindelig respekt for den enkeltes ret til at gøre sig sine egne tanker om tilværelsens mening og til at diskutere disse tanker med andre. Det kan ikke leve uden åndsfrihed, og til den hører også religionsfrihed.
Fordringen om demokrati er altså knyttet sammen med en fordring om en fordring om religionsfrihed. Men spørgsmålet er så, om disse fordringer aldrig kan støde sammen. Hvad siger deres konsekvenser?
Hvad angår fordringen om demokrati, så giver den mig ret til en politisk indflydelse, som på et basalt plan skal være ligeværdig med andres, og som har sit udtryk i den demokratiske afstemning.
Men denne ret modsvares så også af en forpligtelse til at bruge retten på en sådan måde, at demokratiet opretholdes. Det vil sige, at jeg moralsk er forpligtet til at bruge min politiske indflydelse til at stemme for en lovgivning, som sikrer, at demokratiet ikke svækkes.
Hvad angår fordringen om religionsfrihed, så giver den mig ret til at “dyrke” min egen religion uden indblanding fra statsmagten, og derfor også uden indblanding fra lovgivningsmagten. Men i et demokrati er jeg selv en del af lovgivningsmagten, i og med at jeg har ret til at deltage i valget af den lovgivende forsamling.
Derfor modsvares min ret til religionsfrihed af en pligt til i mit politiske valg at bøje mig for andres tilsvarende ret. Det indebærer, at jeg ikke politisk må tvinge dem ind under min egen religion, og at jeg derfor heller ikke må kræve gennemførelse af en lovgivning som jeg begrunder på gyldigheden eller sandheden af min egen religion.
I et demokrati er retten til religionsfrihed altså direkte forbundet med en fordring om, at den enkelte skal kunne adskille sin politiske forpligtelse fra sin religiøse overbevisning. Den enkelte “betaler” sin religionsfrihed med en pligt til ikke at bruge sin religion som politisk platform. Ligesom han “betaler” sin demokratiske ret til politisk ligeværdighed med en moralsk pligt til at bruge sin politiske indflydelse på demokratiets opretholdelse.
I demokratiet er religionsfriheden knyttet sammen med forpligtelsen til IKKE at begrunde sin politiske holdning i sin religion, men ALENE at begrunde holdningen i de nødvendige forudsætninger for demokratiets opretholdelse.
Jan Aage.
Det var mange tanker du her kom med.
Jeg er enig i den overvejende del, men dette:
“Hvad angår fordringen om religionsfrihed, så giver den mig ret til at “dyrke” min egen religion uden indblanding fra statsmagten, og derfor også uden indblanding fra lovgivningsmagten. Men i et demokrati er jeg selv en del af lovgivningsmagten, i og med at jeg har ret til at deltage i valget af den lovgivende forsamling.”
Så betragter jeg den politiske lovgivning som stående over den religiøse frihed.
Med andre ord så kan en given lovgivning kollidere med religiøse dogmer. Hermed kan staten blande sig i den religiøse praksis.
Men måske har jeg ikke helt forstået dine snirkler ?
For at gøre det lidt mere/mindre kompliceret / morsomt::
Man må tro hvad man vil.
Men man må ikke praktisere sin tro, hvis det krænker loven - f eks, hvis en religion kræver ofring af mennesker, så vil udøverne af denne religion ryge i fængsel for mord uanset at de hævder, at mordet var en nødvendig religiøs handling.
Man må altså tro hvad man vil - men man må ikke gøre hvad man vil.
Der er så forskellige lande, hvor religionen har så meget lovgivningsmagt at det giver ret til at praktisere forhold, som ikke er lovlige i Danmark - f eks flerkoneri, undertrykkelse af kvinders lige ret med mænd, lovkrav om(typisk) kvinders beklædning, tvangsægteskaber, omskæring af unge piger/kvinder o s v.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvad med grisen…….hvordan er den blevet aflivet. Det er der ikke nogen, der skænker en tanke!
Brandattentatet vækker forhåbentlig ikke kun
muslimsk bekymring -