Folkeafstemning om hvad?
Sådan parerede statsminister Helle Thorning-Schmidt tirsdag kravet fra tre af folketingets partier om en folkeafstemning om eurolandenes finanspagt.
Der er nemlig fortsat så mange uklarheder om, hvad pagten konkret går ud på, så det er for tidligt tage den diskussion, fastslog statsministeren efter et møde om finanspagten med Folketingets partier tirsdag eftermiddag.
- Det er jo en kompliceret sag, og det her er kun en af flere drøftelser. Der er mange uafklarede spørgsmål. Vi skal have lidt is i maven og så tage stilling, når vi har styr på de uafklarede spørgsmål, opsummerede statsministeren efter mødet i Europaudvalget.
Her rejste især regeringens støtteparti Enhedslisten og Dansk Folkeparti kravet om, at stemmeboksene atter skal børstes af køres ud til borgerne omkring finanspagten.
- Man er nødt til at spørge: Folkeafstemning om hvad? Altså, der er stadig mange uafklarede spørgsmål. Hvad er det egentlig for en aftale, som medlemslandene vil have nu. Hvordan kan Danmark knytte sig til det her, hvis det er det, vi vil, lød det fra Helle Thorning-Schmidt.
Ifølge statsministeren vil der gå “et par uger”, før den politiske aftale om finanspagten er blevet omsat til mere konkret jura.
Modstanden mod finanspagten går især på, at den vil fratage det danske folketing muligheden for i en periode at skeje lidt ud og fremrykke investeringer for at kickstarte økonomien - sådan, som regeringen selv vil skyde i gang efter årsskiftet.
- Jeg er meget nervøs for, at den danske samfundsmodel kommer under pres med finanspagten. Det skal ikke være en luksus at få lov til at føre socialdemokratisk politik, siger Enhedslistens EU-ordfører Nikolaj Villumsen.
/ritzau/
Kommentarer
“Det skal ikke være en luksus at få lov til at føre socialdemokratisk politik, siger Enhedslistens EU-ordfører Nikolaj Villumsen.”
Fuldstændig enig! Spørgsmålet er så bare, om regeringen nogensinde ville begynde på at føre en sådan under alle omstændigheder. Det lader indtil videre til, at det var særdeles alvorligt ment, da regeringspartierne inde på Hotel Crowne Plaza blev enige om:
“Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, herunder genopretningsaftalen og forårets aftaler herunder tilbagetrækningsreformen.”
- Regeringsgrundlaget s. 9
Hvad skal vi stemme om, spørger konen. Tør man citere Holger og svare (nej til) Unionen?
Måske kunne vi få en dobbelt-afstemning, hvor vi samtidig stemmer om hvorvidt, der fortsat er brug for både et Socialdemokrati?
Det er klart, at Helle Thorning vil undgå en folkeafstemning. Det gør man alle vegne i EU-systemet og har gjort det længe, fordi de svar man får, ikke passer til det ønskede.
Helle Thorning ved godt, at det sidste selvstændighed, vi borgere har, er en vis minimal indflydelse på vores egen opsparede produktivkraft, skatterne, og hvordan den skal bruges via Finansloven.
At Thorning har svært ved at forstå, at nogle danskere gerne vil bevare denne sidste, afgørende rest af nærdemokrati, er fascinerende.
Denne kommentar er anbefalet af:
Helle vil heller spille hellig det tors alt standarten.