Økonomien i Vietnam kan med en vækst på omkring seks procent måske nok kaldes en tigerøkonomi.
Men det står værre til med dyret, der lægger navn til asiatiske lande med stor vækst.
Over de seneste 10 år er bestanden af vilde tigre i Vietnam faldet fra 100 til under 50, siger natureksperter i det sydøstasiatiske land.
- Krybskytteri og handel med vilde dyr er hovedårsagen til det skarpe fald i antallet af tigre, siger Le Xuan Canh, direktør for Vietnams Institut for Økologi og Biologiske Ressourcer.
Han tilføjer, at fældning af skov også har påvirket tigerbestanden.
Canh siger, at alle tigrene lever på et område på 9300 kvadratkilometer i seks provinser.
På en international konference om beskyttelse af tigre i Sankt Petersborg i fjor skrev Vietnam under på, at landet vil beskytte tigrene, deres byttedyr og natur.
Målet er, at antallet af vilde tigre i hele verden skal op fra de nuværende 3200 til 7000 i 2022.
Vietnamesisk presse skriver, at der torsdag var en konference i Vietnams skovstyrelse, hvor beskyttelse af truede dyrearter blev drøftet.
Her anbefalede videnskabsfolk, at vilde tigre får indopereret mikrochips, så de bliver lettere at holde snor i, samt får beskyttende zoner at leve i.
/ritzau/dpa
Kommentarer