Skip to Content
Søndag 27. maj 2012

London

Britisk avis: Gordon Browns e-mails blev hacket

Publiceret: 14:38, 2. januar 2012 | Opdateret: 18:23, 2. januar 2012
Privatdetektiver hackede på vegne af aviser Gordon Browns e-mails, har britisk politi fundet ud af.

Da Storbritanniens tidligere premierminister Gordon Brown var finansminister, blev hans e-mailkonto hacket af privatdetektiver, skriver avisen The Independent.

Ifølge avisens oplysninger har politiet fundet ud af, at privatdetektiverne hackede Browns e-mail på vegne af aviser.

Videre skriver The Independent, at Brown ikke var eneste mål. Hundredvis af menneskers e-mailkonti kan være hacket.

Sagen kan have samme omfang som skandalen om ulovlig aflytning af kendtes telefoner - en skandale, der har lukket tabloidavisen News of the World fra mediemogulen Rupert Murdochs imperium.

Politiet i London er i gang med at finde ud af, om der er hold i en teori om, at adskillige aviser hyrede privatdetektiver til at hacke sig ind på computere, skriver The Independent, der citerer unavngivne kilder.

Brown var finansminister, inden han i 2007 afløste Tony Blair på premierministerposten. The Independent skriver, at det var Browns e-mails før premierministertiden, der blev hacket.

Også den tidligere rådgiver for Labour og lobbyist Derek Drapers e-mails skal være blevet hacket.

En talsmand for Londons politi vil ikke kommentere oplysningerne.

- Vi har ikke i sinde at give løbende kommentarer til denne efterforskning, siger en talsmand.

New International, den britiske gren af Murdochs selskab News Corporation, vil heller ikke kommentere oplysningerne.

/ritzau/Reuters

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

New International, den britiske gren af Murdochs selskab News Corporation, vil heller ikke kommentere oplysningerne”

det kommer vist ikke som nogen overraskelse.