Skip to Content
Søndag 27. maj 2012

Paris

Ukvemsord fyger i fransk valgkamp

Publiceret: 23:07, 4. januar 2012
Ledende præsidentkandidater i Frankrig ryger i totterne på hinanden. Hollande kalder Sarkozy en skidt knægt.

Præsidentvalgkampen i Frankrig ser ud til at blive en beskidt sag. De to kandidater, som spås bedst chancer for at blive præsident ved valget i maj, er allerede begyndt med at komme med personlige anklager og beskyldninger.

Socialistpartiets kandidat, Francois Hollande, kalder i et avisinterview præsident Nicolas Sarkozy for “en skidt knægt” og en “mislykket præsident”.

Allerede inden Hollande kunne af- eller bekræfte sine udtalelser til avisen Le Parisien var flere af Sarkozys allierede ude og kræve en undskyldning fra Hollande.

Men Hollande, der af socialister er blevet anklaget for at være for blød over for den konservative Sarkozy, har ingen planer om at trække sine ord tilbage.

- Nok er nok. Hvad jeg har at sige om og til hr. Sarkozy, vil jeg sige offentligt og direkte. Ikke gennem mellemmand, siger Hollande.

Hele ballade tog sin begyndelse i et noget uklart formuleret citat i Le Parisien, hvor forfatteren til en artikel skriver, at Hollande omtaler Sarkozy som “sale mec”, der er en fransk betegnelse for “en skidt knægt” eller “en der ikke er helt fin i kanten”.

Hollande anklager også Sarkozy for at køre fransk økonomi i sænk.

Udtalelserne fik straks flere af Sarkozys støtter til at fare op i det røde felt af raseri og kræve en undskyldning.

- Vi er dybt chokerede. Det er ikke en sprogbrug, vi forventer af en kandidat til præsidentposten, siger Jean-Francois Cope, der er formand for præsidentens konservative UMP-parti.

Efter en hidsig debat offentliggjorde Le Parisien det fulde citat. Det viser sig, at Hollande under et svar på, hvad han forventer sig af Sarkozys valgkamp “sætter sig i Sarkozys position” og siger:

- Jeg er en præsident, der har totalt fejlet i de seneste fem år. Jeg er en skidt knægt. Men genvælg mig, for det er vanskelige tider, og jeg er den eneste, der kan klare opgaven.

/ritzau/Reuters

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her
Hadi G siger:

Må ærligt talt indrømme, at jeg tror på at Sarkozy genvinder præsidentvalget. Om man vil det eller ej, er han en meget snu og dygtig politiker.

Tror ikke på, at Socialisterne er lige hvad Frankrig har brug for. Om end kan det være ligesom DK, hvor der har været et stort behov, for noget nyt (læs:ny regering), så den anden fløj kan tage sig en smule samme, og være deres indsats bekendt. Der må gerne være lidt konkurrence, så parterne yder lidt mere.

PS: Håber Sarkozy taber.